Udseende: Udviser stor variation: pink helt erstattet af grå (f. grisea Closs); lyserød erstattet af hvid på bagvingerne og kun bagkroppen (f. albescens Tutt); abdominale 'ribben' gule (f. lutescens Tutt).

Talrige andre mindre variationer forekommer, hvor lyserøde, brune eller sorte pigmenter er omfattende. I den ungarske tørketid forekommer en bleg form, som man engang troede var en særskilt art: Sphinx spiraeae (Esper, [1800]), hvor larven lever af Spiraea; en lignende bleg form forekommer i de tørrere områder i Centralasien (Eitschberger & Lukhtanov, 1996).
Der er ingen seksuel dimorfi, selvom de fleste hunner generelt er større end hanner.
Vingefang: 90--120mm.

Eitschberger & Lukhtanov (1996) beskrev en ny underart fra Centralasien -- subsp. zolotuhini, der angiver, at den kan "differentieres fra nominatformen ved dens mindre størrelse og det totale fravær af brune toner, især på forvingernes oversider. Området under forvingernes kyståre er rent hvidt, mere eller mindre stærkt støvet med sorte skæl. Bagvingernes frynser er sorte og ikke mørkebrune som i nominatformen.

Denne beskrivelse stemmer overens med Sphinx ligustri 'amurensis' (Oberthür, 1886).
Spørgsmålet, der burde have været stillet, er således ikke, om populationen fra Kasakhstan og Kirgisistan er en ny underart, men om subsp. amurensis er faktisk en underart og ikke en lokal form?

På grund af dette, og da prøver fra Shihezi og Ürümqi, Kina, ligger godt inden for den normale variation, der findes i europæiske populationer af Sphinx ligustri ligustri (Pittaway, pers. obs.), subsp. amurensis blev synonymiseret med nomineringsformen af Kitching & Cadiou (2000).)

Habitat: Et insekt med åbent krat og skovkant, der foretrækker kalkstensbakker, hvor Ligustrum vulgare er almindelig, byforstæder med Ligustrum ovalifolium som hækplante og floddale, der er rige på Fraxinus og Spiraea. Forekommer op til 1500 m i Alperne (Forster & Wohlfahrt, 1960) men kun på de nordvendte skråninger af Atlasbjergene i Nordafrika.

Adfærd: Hviler om dagen på lodrette flader såsom hegnspæle, træstammer og vægge; sjældent
suspenderet fra en kvist. Det er på sådanne steder, at parrende par kan findes 'hale mod hale',
selvom mange skilles om eftermiddagen og bevæger sig to eller tre centimeter fra hinanden.
Voksne er aktive hele natten og kan ofte ses besøge liguster, Ligustrum og kaprifolier, Lonicera
og mange andre søde duftende blomster, med maksimal aktivitet omkring to timer efter
solnedgang. Begge køn er tiltrukket af lys.

Flyvetid: Univoltine; juni i Nordeuropa. Længere mod syd bivoltin, april/maj, og igen i august
som delvis til fuld anden generation. juni/juli i Altai-bjergene. maj/juni på den nedre Volga og
det østlige Kasakhstan. I det sydlige Ural, fra slutningen af maj til begyndelsen af juli.

Larvetid: Hyppigst i august og september, men med betydelige antal i juli til oktober, afhængig af årstid og lokalitet.

Større værtsplanter: Liguster, Ligustrum vulgare, Storbladet Liguster, Ligustrum ovalifolium.
Syren, Syringa vulgaris. Ask, Fraxinus excelsior. Mannaask, Fraxinus ornus og mange arter af
Spiræea, Spiraea, i den sidste hovedsagelig i det centrale og sydøstlige Europa.

Rekord: Kvalkved. Viburnum opulus. Spiraea media, Spiraea salicifolia, Spiraea trilobata og
Amerikansk Ask, Fraxinus viridis fra det vestlige Sibirien. I det østlige Kasakhstan.
Spiraea hypericifolia og Lonicera tatarica er foretrukne værter.

Mindre værtsplanter: Kristtorn, Ilex aquifolium (nordvesteuropa).
Amerikansk Blærespiræa, Physocarpus opulifolius. Viburnum tinus, Viburnum lantana, Kvalkved. Viburnum opulus, Euonymus europaeus, Cornus sanguinea, Symphoricarpos alba, Ribes, Rubus, Malus, Pyrus, Prunus avium, Sambucus nigra, Lonicera, Forsythia, Phillyrea, Olea europaea, Carpinus betulus vulgaris, Dutfield, 1748) og Nerium oleander (Roueast, 1883), selvom sidstnævnte er meget tvivlsomt.
I nogle områder kan Kvalkved. Viburnum opulus blive en stor vært, og Leycesteria formosa (Himalaya kaprifolier), Jasminum nudiflorum (Vinterjasmin), Buddleja davidii og Osmanthus x burkwoodii bruges nogle gange i britiske forstadshaver (Pittaway, pers. obs. 20215; ).

De største larver og hurtigste væksthastigheder opnås ofte ved at bruge
Syren, Syringa vulgaris som hovedvært (Rakhimov & Omonov, 2023). Dette kan også påvirke længden af puppediapause.

Puppe: 50--55 mm. Rig, blank brun. Forpupningen foregår normalt i blød, muldrig jord på op til 10 cm dyb, i et udhulet kammer foret med et par silkestrenge. Overvintringsstadiet.

Navne Klassikation: En stor slægt, der hovedsageligt findes i den Nye Verden, især i den Nearctic-region, men med to arter, der forekommer i Palæarktis, hvoraf den ene når den vestlige del af regionen. Upublicerede fylogenomiske analyser bekræfter, at for at forhindre paraphyly af Sphinx, skal slægten Hyloicus (tidligere inkluderet i Sphinx) accepteres som gyldig (som hævdet af (Zolotuhin & Yevdoshenko, 2019) og adskilt fra Sphinx. Årsagerne til at splitte Sphinx og Hyloicus er skitseret af (Haxaire, Melichar & Rougerie (2023).

Lokale navne: DK: Ligusterværmer. N: Ligustersvermer. S: Liguster-Svärmare.
FIN: Sireenikiitäjä. EST: Sirelisuru. PL: Zawisak tawulec. CZ: Lišaj šeríkový. H: Fagyalszender.
D: Ligusterschwärmer; Rainweidenschwärmer; Hartriegelschwärmer. NL: Ligusterpijlstaart.
I: sfinge del ligustro. E: esfinge del aligustre. UK: Privet hawkmoth.

Udbredelse: Arten følger udbredelse af ask og kaprifolie fra det nordlige Spanien, det tempererede Europa, Asien til Japan.

Forveksling: Kan forveksles med den mindre grå aftensværmer:
Fyrresværmer, Sphinx pinastri (Linnaeus, 1758). Pine Hawkmoth.
Udbredelse: Fra Europa (undtagen Iberien, Irland, det nordlige Skandinavien og det arktiske Rusland) og det vestlige Sibirien.

Wild Cherry Sphinxmoth / Vild Kirsebærsværmer, Sphinx drupiferarum (J. E. Smith, 1797), som nogle gange findes i denne egn som en 'undsluppen' anden europæisk aftensværmer, selvom små, blege eksempler minder om den nært beslægtede nordamerikanske aftensværmer?
Udbredelse: Den findes fra de tempererede dele af USA til det sydlige Canada.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Privet hawkmoth, Sphinx ligustri (Linnaeus, 1758).