Udseende: Ligner Sandrandøje, Hipparchia semele.
Vingefang: 41 - 51 mm

Værtsplante: Festuca jubata (Lowe, 1838).
Er en græsart i familien Poaceae. Det er hjemmehørende på Azorerne og Madeira. Det er en flerårig plante og vokser hovedsageligt i tempererede biomer.

Taksonomi og faunistik
Lepiforum: Som på De Kanariske Øer har hver ø på Azorerne sin egen Hipparchia, som alle er blevet beskrevet som deres egen underart eller art.
Tshikolovets (2011) opdeler disse dyr i 3 arter, hver med 2 eller flere underarter:

Hipparchia azorina azorina (Sstrecker, 1899): Faial
Hipparchia azorina picoensis (Le Cerf, 1935): Pico
Hipparchia azorina jorgense (Oehmig, 1983): São Jorge
Hipparchia azorina barbara (Bivar de Sousa, 1985): Terceira
Hipparchia occidentalis occidentalis (Bivar de Sousa, 1982): Flores
Hipparchia occidentalis minima (Bivar de Sousa, 1985): Corvo
Hipparchia miguelensis miguelensis (Le Cerf, 1935): São Miguel
Hipparchia miguelensis borgesi (Tennent & Bivar de Sousa, 2003): Terceira.

Kudrna et al. (2011): På formentlig samme grundlag kommer de til den konklusion, at Hipparchia-sommerfuglene på Azorerne alle er opdelt i en enkelt, polytypisk art med flere underarter. De kommenterer: Hipparchia azorina betragtes foreløbigt som en polytypisk art, hvoraf de mest tydelige underarter er H. azorina miguelensis (Le Cerf, 1935) og H. azorina occidentalis Sousa, 1982. Den usædvanligt stærke individuelle variation, eksistensen af ??overgangsformer og vellykket krydsning af underarter azorina og miguelensis (J. Fuchs internet comm.) tyder på ineffektiv reproduktiv isolation."

At tage DNA i betragtning fører til en differentierende opfattelse. Alle taxaer af H. azorinus (fra Terceira, Faial, Pico, São Jorge) og "H. occidentalis" (Flores) er så tætte i stregkoder, at differentiering på artsniveau ikke synes berettiget.
Ifølge Martim Wiemers (e-mail til Jürgen Hensle) kan sidstnævnte taxon adskilles som en underart (Hipparchia azorinus occidentalis), men ikke mere. Men H. miguelensis fra São Miguel er helt anderledes.
Ifølge stregkodetræet H. mersina skabt af M. Wiemers er dette tættere på de andre taxaer af H. azorinus. Se også artiklerne af Amorim et al. (2011, 2012).
Da disse forskelle også bekræftes af nuklear DNA, kan H. miguelensis opføres som en særskilt art - på trods af den ufuldstændige reproduktive isolation, der findes i avlen. Der er kun et enkelt taxon på Terceira; Martin Wiemers fortæller os: "Underarten af H. miguelensis fra Terceira beskrevet af Tennent & De Sousa (2003) blev beskrevet ud fra forkerte genetiske data. Faktisk er Terra Brava-populationen genetisk praktisk talt identisk med populationen fra Sierra de Santa Barbara" - "Hipparchia miguelensis borgesi" er derfor ikke en underart af H. miguelensis, men hører til synonymet Hipparchia azorinus.

Efter dette behandler vi taxon occidentalis som en underart af Hipparchia azorinus, mens taxon miguelensis som en selvstændig art.

Lepiforum

Hedder på dansk: Miguel Sandrandøje. På fransk: Lagreste de Le Cerf.
På portugisisk: Borboleta Castanha. På engelsk: Le Cerfs Grayling.

Lignende art: Sandrandøje/Grayling, Hipparchia semele (Linnaeus, 1758).

Referencer:
Lepiforum Sieben Forumsarchive enthalten über 550.000
Beiträge vom 16. September 2002 bis 18. September 2017.
Portal de Biodiversidade dos Açores
The Azorean Biodiversity Portal
er en unik ressource til grundforskning i
systematik, biodiversitet, uddannelse
og bevaringsforvaltning på Azorerne (Portugal).

Habitat: Den findes på sandede kystoverdrev, klitter, diger, heder, klippeheder på Bornholm & Alvaret, Öland.

Adfærd: Sandrandøje er en sand houdini, mesteren i at camouflere sig, selv slagskyggen fra solen korrigere den for ved at vinkle sig ind til at denne skygge forsvinder. Er svær at fotografere da den er ekstrem lydfølsom. Dette er den blevet igennem millioners års udvikling.

Sandrandøje kan trække langt væk til en have med buddleia. Elsker blomster som timian, slangehoved, oksetunge og høgeskæg. Kan også ses på blødende birk og rødvinssnor. Dens sovesteder er på fyrrestammer eller buske af vis størrelse.

Flyvetid: Fra sidst i juni til sidst i september, der kan ses enkelte tidlig klækkede eksemplarer først i juni. Sidste obs er d. 23 september.

Æg, larve og puppe: Hunnen lægger æg enkeltvis på græsset som klækker efter to til tre uger. Larven er nataktiv, tredie larvestadie går til overvintring, femte stadie larver i forsommeren går i puppestadie som varer ca. en måned.

Værtsplante: Larve lever på; Fåresvingel, Festuca ovina. Rød-Svingel, Festuca rubra.
Tidlig Dværgbunke, Aira praecox. Sandskæg, Corynephorus canescens.
Almindelig Hvene, Agrostis capillaris. Sand-Hvene, Agrostis vinealis
& Sand-Hjælme, Ammophila arenaria.

Fjender: Sandrandøje største prædator er Markfirben, Lacerta agilis som lever på samme habitat.
Det er et evigt kapløb for randøje om morgenen, at blive aktiv i solens varme før firbenet. Selv mit på dagen har jeg observeret et firben hoppe op i en slangehoved-blomst efter randøjen.
Andre prædatorer er edderkopper. Snyltehvepse som Alcima orbitale og Cotesia vestalis.

Kort lavet af; Lars Andersen februar 2017

Udbredelse: Findes udbredt i Danmark langs vores kyster. Indlandsfund er kun i Midt og Vestjylland, er forsvundet fra store dele af Østjylland. Findes langs kysterne i det sydlige Norge. Temmelig almindelig langs den svenske skærgård til melemste Uppland. Nogle enkelte lokaliteter ved Väneren. Öland, Gotland og Gotska Sandö. I Finland forekommer den almindelig på Åland, Åbo skærgård Hangöudd og langs sydkysten østpå med mindskende populations tæthed.

I Danmark kan man især blandt hanner se mere broget former, dog ikke så tydelig som dem på Öland & Gotlands Alvar som er underarten ssp. tristis (Wahlgren, 1913) med broget bagvinge underside med tydelig hvidt bånd igennem yderfelt der findes på den stenede alvar.

Der er ikke helt klarhed ang. dens udbredelse pga. sammenblanding af nærstående arter er verdensudbredelse nået usikker? Udbredelse omfatter store dele af Europa fra Spanien & Storbritannien i vest, til Finland, Baltiske stater, Hviderusland og Armenien i øst.

Synonym: Hipparchia diffusa, Satyrus cadmus, Hipparchia wilkinsoni.

Tidligere danske navne: Klitsommerfugl, Klitrandøje, Sand-bakkeøje og Strandrandøje.

Hedder på dansk: Sandrandøje. På svensk: Sandgräsfjäril. På norsk: Kystringvinge.
På finsk: Hietaheinäperhonen. På estisk: Rõmmesilmik. På lettisk: Parastais silsamtenis.
På litauisk: Pušyninis satyras. På polsk: Skalnik semele. På tysk: Rostbinde.
På hollandsk: Heivlinder. På fransk: Agreste. På spansk: Pardo-rubia. På irsk: Glasán.
På engelsk: Grayling.

Nærbeslægtede arter: Der findes endemiske underarter & tvillingearter ude på øerne i Middelhavet og helt ud til Azoerne, Atlanterhavet.

I det sydlige Norge findes en nær slægtning som er en relikt forkomst; Klipperandøje, Hipparchia alcyone.

Habitat: tørre klippeskråninger med spredte buske og træer.
Flyvetid: medio maj til medio juli.

Udbredelse: På de græske øer; Lesbos og Samos. Udbredt i provinsen Mersin klippekyster i det sydlige Tyrkiet.

Hedder på engelsk: Mersin Grayling. På fransk: Agreste de Staudinger. På tysk: Mersin-Waldportier.