Ecuador
af John S. Petersen

Her i begyndelsen af april 2023 gik en stor drøm i opfyldelse – nemlig at komme til Galapagos øerne. For at komme det tog vi en rundrejse med Viktors Farmor med rejseguide Vinni Madsen, hvor vi først var rundt i Ecuador.
Vi så hovedstaden og det man skal se der, nemlig Ækvatormærket.
Næste dag var en lang dag, vi skulle til regnskoven, nærmere bestemt Rio Arunjo i en lodge der lå lige ud til floden. Og for at komme det skulle vi over et pas i 4000 meters højde – her var der en enkelt sommerfugl, vi så ligeledes en Andeskondor højt oppe. Ved frokosttid begyndte regnen at vælte ned, det var lidt kedeligt, for vi skulle spise frokost det eneste sted, der var kolibrier – en hel del blev dog fotograferet. Sejlede så ud til lodgen, her skulle vi have tre overnatninger.

Næste dag tidligt oppe, vi skulle se parakitter komme til lerskrænterne. Her på lodgen var der flere sommerfugle, der lod sig fotografere, bl.a. Banana Stem Borer.
Vi sejlede rundt til flere gode lokaliteter, og fik fotograferet en hel del sommerfugle, bl.a. Rotschilds Swordtail og flere forskellige randøjer og den allestedsnærværende Scarlet peacock. Af fugle sås bl.a. Langnæbbet trækryber og Hoazin. Sådan en rundtur kan godt være lidt trættende, for der skal nås (alt) for meget på kort tid, så man kan ikke rende efter alle de sommerfugle, man så.

Vi skulle videre sydpå. En måneds tid før vi ankom, havde der været et stort jordskred, der havde fjernet 100 meter af den vigtigste vej, når man skulle til Stillehavet. Vi måtte så køre på små, meget smukke veje i bjergene. Det vakte stor opsigt blandt folk, at der lige pludselig kørte en turistbus rundt. Så selv om det tog lang tid, var det det værd.

De sidste 5 dage tilbragte vi på Galapagos øerme i selskab med søløver, havleguaner, pelikaner, suler, forskellige finker og meget mere. Generelt en god tur.

De blev først indsamlet, da Beaglens anden rejse besøgte Galápagosøerne, med Charles Darwin ombord som naturforsker.

Bortset fra Cocosfinken, Pinaroloxias inornata som er fra Cocos-øen der ligger midt i mellem Costa Rica og Galápagos, findes de andre kun på Galápagos-øerne.

Udtrykket "Darwins finker" blev første gang anvendt af Percy Lowe i 1936 og populariseret i 1947 af David Lack i sin bog Darwin's Finches. Lack baserede sin analyse på den store samling af museumseksemplarer indsamlet af Galápagos-ekspeditionen 1905-06 af California Academy of Sciences, til hvem Lack dedikerede sin bog fra 1947.

Fuglene varierer i størrelse fra 10 til 20 cm og vejer mellem 8 og 38 gram.
Den mindste er Gråsangerfinken, Certhidea fusca og den største er Vegetarfinke, Platyspiza crassirostris. De vigtigste forskelle mellem arter er størrelsen og formen af deres næb, som er meget tilpasset forskellige fødekilder. Fuglene er alle matfarvede. De menes at have udviklet sig fra en enkelt finkeart, der kom til øerne for mere end en million år siden.

Med levetider i naturen på over 100 år er den et af de længstlevende hvirveldyr. Fangede Galapagos-skildpadder kan blive op til 177 år. For eksempel levede en fanget skildpadde, Harriet, i mindst 175 år. Spanske opdagelsesrejsende, som opdagede øerne i det 16. århundrede, opkaldte dem efter den spanske galápago, der betyder "skildpadde".

Galápagos-skildpadder er hjemmehørende på syv af Galápagos-øerne.
Skallstørrelse og form varierer mellem underarter og populationer.
På øer med fugtigt højland er skildpadderne større, med hvælvede skaller og korte halse;
på øer med tørt lavland er skildpadderne mindre, med "saddleback"-skaller og lange halse.
Charles Darwins observationer af disse forskelle på Beaglens anden rejse i 1835 bidrog til udviklingen af hans evolutionsteori.

Antallet af skildpadder faldt fra over 250.000 i det 16. århundrede til et lavpunkt på omkring 15.000 i 1970'erne.