Udseende: hannen er sølvgrå på oversiden, hunnen mørkebrun. Begge køn kan varierer ret meget, ofte ses der hanner med et lyseblå overside, nogle gange med hvide tegninger, hunnen kan også havde disse hvide tegninger på oversiden. Underside er lysgrå til grårød med sorte øjepletter på forvinge som mangler på bagvinge, der er de hvide pletter tilbage uden sort kerne. Har 1 til 2 røde sømmåner nede ved bagvinge hjørne.

Vingefang: 20 -24 mm.

Habitat: findes i fjeldet over birkeskovsgrænsen på sydvendte klippehylder med nedstyrtede klippestykker som består basiske bjergarter som tidligt i foråret er sne frie, også kaldet Ur, nedenunder ur findes der urteli som er frodige plantesamfund. I visse områder lever den på urkalk, stejle bjergsider med fint sort forvitrings grus forneden, som består af amfiboliter, som gennem nedbrydning bare delvis kan koloniseres af planter. 

Flyvetid: varer i 2 til 3 uger fra starten i Juli måned på dage med solskin. Nogle år tidligere i Juni, andre år så sent som i August.

Værtsplante: Larven lever på Purpurstenbræk, Saxifraga oppositifolia og på Solstenbræk, Saxifraga aizoides. Larven opsøges ikke af myrer.

Skiferblåfugl Nordeuropæisk udbredelseskort lavet af Lars Andersen december 2016

Udbredelse: findes i Skandinavien nord for polarcirklen i Sverige; Ammarnäs, Sorsele i Lyksele Lappmark. Rissåive, Arjeplog 66°N i Pite Lappmark. Padjelanta i Lule Lappmark. omkring Torneträsk fra Kratersjön i Björkliden 68°N til Jieprenjokk Torne Lappmark hvor fotos på siden er fra. 

Norge; fra Gurttejávri, Lullehacorru 68°N, Bardu, Troms. Lavkaskaidi, Storfjord, Troms. Tromsdaltinden, Salen, Tromsø. Kåfjord gruver, Alta, Finnmarken. Gåradak, Porsanger, Finnmarken. Svartbergvatnet 70°N, Kvalsund, Finnmarken.

Nordvestlige Finland: Kilpisjärvi 69°N.

Dens levesteder er beskyttet i Europaean Habitats Directive site: 83. Annex II

På annex/bilag II findes arter, der kræver så streng beskyttelse, at medlemslandene skal udpege habitatområder, hvor der skal tages særlige hensyn og der ikke må foretages indgreb, der forringer artens udbredelse og bevaringsstatus. Artslisten for hvert område er det man kalder områdets "udpegningsgrundlag".

Artstatus: der er tvivl om artsstatus imellem; glandon-aquilo? Den sidste nye systematik i Tree of Life web project regnes aquilo som selvstændig art.

Taksonomi: Nogle forfattere betragter Agriades aquilo som A. glandon underart.
AARVIK et al. (2017) kommentere dette og skriver; De to arter har forskellige værtsplanter som Skiferblåfugl, Agriades aquilo larve lever på Stenbræk, Saxifragaceae arter.
Og Bjergblåfugl, Agriades glandon larve lever på forskellige Kodriver, Primulaceae arter (Eliasson et al. 2005).

Forskellige stavemåder:
Plebeius aquilo (Boisduval, 1832).

Andre kombinationer:
Argus aquilo (Boisduval, 1832) original beskrivelse.
Agriades glandon ssp. aquilo (Boisduval, 1832).
Plebejus aquilo (Boisduval, 1832).

Tidligere danske navne: Arktisk Skiferblåfugl og Arktisk Blåfugl.
Det nuværende navn Skiferblåfugl stammer fra H.J. Henriksen og Ib Kreutzer i
"Skandinaviens Dagsommerfugle i Naturen" fra 1982.

Hedder på dansk: Skiferblåfugl. På norsk: Polarblåvinge. På svensk: Högnordisk Blåvinge.
På finsk: Tundrasinisiipi. På engelsk: Arctic Blue.

De nærmeste slægtninge er; Bjergblåfugl, Agriades glandon. Bølleblåfugl, Agriades optilete og Fjeldblåfugl, Agriades orbitulus.

Har der været Skiferblåfugl/Bjergblåfugl i Danmark?

Da den sidste istid der startede for ca. 100.000 år siden, og varede til for ca. 15 - 10.000 år siden begyndte at trække sig tilbage fra Danmark. Havde skiferblåfugl en sammenhængende udbredelse i Europa og Asien langs kanten af iskappen. Som i Danmark dækkede fra den jyske højderyg og mod øst og nord. Det landskab som lå under isen, og et landskab foran isen et hedelandskab med smeltevandssletter. Efterhånden som temperaturen steg i slutningen af sidste istid, flyttede de polare - alpine plante og dyreliv med mod nord, og mod syd op i bjergene. Dermed er der nu over 3000 km imellem de skiferblåfugl populationer i bjergene omkring Torneträsk nord for polarcirklen i Skandinavien ned til bjergblåfugl i Alperne.

Nabokov Theory on Butterfly Evolution Is Vindicated

Allowing himself a few literary flourishes, Nabokov invited his readers to imagine “a modern taxonomist straddling a Wellsian time machine.” Going back millions of years, he would end up at a time when only Asian forms of the butterflies existed. Then, moving forward again, the taxonomist would see five waves of butterflies arriving in the New World.

A little from article:

Dr. Pierce and her colleagues also investigated Nabokov’s idea that the butterflies had come over the Bering Strait. The land surrounding the strait was relatively warm 10 million years ago, and has been chilling steadily ever since. Dr. Pierce and her colleagues found that the first lineage of Polyommatus blues that made the journey could survive a temperature range that matched the Bering climate of 10 million years ago.
The lineages that came later are more cold-hardy, each with a temperature range matching the falling temperatures.....

Kommentarer til artikel af Lars Andersen

d. 30 december 2016

Når man ser Agriades (Hübner, 1819) slægtens udbredelse som hører til Blåfugle, Polyommatinae som er startet et sted i det centrale Asien, hvor de nu findes fra Sierra Nevada i det sydligste Spanien og stort set alle bjergrige egne i Europa, Asien og videre til Californien og Arizona i Nordamerika og Grønland på den nordlige halvklode. Kan man godt forstå disse teorrier som nu bliver efterprøvet.

Koloniseringen fandt sted af fem omgange i perioden fra ca. 11 til 1 millioner år siden, hvoraf den første gruppe spredtes videre til Sydamerika, hvor der nu findes slægter som er i fjern slægtled med Agriades som; Paralycaeides (Nabokov, 1945). Itylos (Draudt, 1921). Pseudolucia (Nabokov, 1945) og Eldorina (Balletto, 1993).