Fugtige blomsterrige enge & skovlysninger på bjergskråninger.

E. m. ssp. manto (Denis & Schiffermüller, 1775). Alperne.
E. m. ssp. mantoides (Esper, 1805). Berner Oberland, Bayern, Nordtirol, Südtirol.
E. m. ssp. pyrrhula (Frey, 1880). Høje Alper.
E. m. ssp. vogesiaca (Christ, 1881). Vogesen.
E. m. ssp. constans (Eiffinger, 1908). Pyrenæerne - Massif Central.
E. m. ssp. trajanus (Hormuzaki, 1895). Karpaterne.

Findes fra Picos de Europa det nordlige Spanien til Pyrenæerne. Alperne fra Alpes Maritimes gennem de centrale Alper til Dolomitterne. Tatrabjergene i Slovakiet & Polen. Samt bjergene i det nordlige til sydlige Balkan & Karpaterne.

På engelsk hedder den: Yellow-spotted Ringlet.

Deres abstrakt lyder: "Vogesernes populationer viste den stærkeste genetiske splittelse fra alle andre populationer, idet den var næsten lige så stærk som splittelsen mellem E. manto og dens søsterart Erebia eriphyle."
Det er ikke overraskende, at gruppe I (Pyrenæerne og Massif Central) og VI (det sydlige Karpater) adskiller sig væsentligt fra de tre alpine grupper, da genudveksling ikke har været mulig her i tusinder af år.
Men det faktum, at Vosges-gruppen af alle arter er adskilt meget tydeligere fra alle 5 andre grupper, indikerer, at denne gruppe har været adskilt fra alle de andre i meget længere tid, end de var fra hinanden.
Og faktisk tilbyder forfatterne også en model, ifølge hvilken Vosges-gruppen blev isoleret længe før Riss-istiden. Forfatterne skriver: "Især slægten i Vogeserne udvikler sig højst sandsynligt uafhængigt i en endnu længere tidshorisont end Riss-istiden, da den er næsten lige så stærkt differentieret fra de andre E. manto-slægter som søskendearten E. eriphyle og kan derfor endda repræsentere en strengt lokaliseret endemisk art i disse bjerge (dvs. Erebia vogesiaca Christ, 1882 [...])". Erebia vogesiaca Christ, 1881 [1882?] blev midlertidigt klassificeret som en art for længe.

Udseende: Erebia claudina er let at bestemme på grund af de for det meste synlige små hvide pletter på bagvinge ydrefelt.

Habitats: beboer græsgange og enge mellem 1400 og 2300m over havets overflade (maksimalt mellem 1700 og 2000m). Stederne er oftest præget af delvis og lidt højere voksende vegetation. Men de er ikke desto mindre ikke for næringsrige og hverken for tørre eller våde. Levestederne støder ofte op til ryddet gran- og lærkeskov eller buske eller er sammensat med dem. Disse ofte ganske små reproduktionshabitater er delvist spredt ud over lavtvoksende, rupicolous (åbne jordpletter, sten osv.) områder, som næsten udelukkende flyves af hanner.

Udbredelse: Erebia claudina er endemisk for de østrigske alper. Her forekommer den i Kärnten og mindre tilstødende dele af Salzburg og Steiermark (f.eks. det sydlige Hohe (Høj) og Niedere (Lav) Tauern, Weisspriach-dalen, Gurktaler Alperne, Saualpe osv.).

På dansk hedder den: Hvidprikket Bjergrandøje. På tysk: Weißpunktierter Mohrenfalter. På fransk: Moiré de Carinthie. På engelsk: White Spotted Ringlet.

Fugtige eller tørre alpeenge og skovlysninger.

Findes i Alperne fra Alpes Maritimes gennem de centrale Alper til sydlig Bayern, Østrig & Nordøstlig Italien. Tatrabjergene i det sydlig Polen & Slovakiet samt Karpaterne i Rumænien.

På engelsk hedder den: Blind Ringlet.

Fugtige eller tørre alpeenge og skovlysninger.

Findes i Alperne fra Alpes Maritimes gennem de centrale Alper til sydlig Bayern, Østrig & Dolomitterne

På engelsk hedder den: Lesser Mountain Ringlet.

Fugtige eller tørre alpeenge og skovlysninger.

Ssp. sudetica (Steaudinger, 1861) findes i Sudeterne, de Høje Tatraer, de østlige Karpaterne og Retezat-bjergene i de sydlige Karpaterne.
Andre underarter findes i det franske Massif Central; ssp. liorana (De Lesse, 1947).
Nær Grenoble i de franske alper; ssp. belledonnae (Cupedo, 1996).
Og nær Grindelwald i de Berner Alper; ssp. inalpina (Warren, 1949).
Der er altid kun meget små lokaliteter, og manglende på store områder imellem.

På engelsk hedder den: Sudeten Ringlet.