Udseende: Er en af de største bjergrandøjer i slægten Erebia. Kendes på det ternede frynsekant og på bagvinge underside de hvide spot ved diskalcelle. er som friskklækket helt sorte at se på afstand. I flugt kan de som slidte godt forveksles med Engrandøje.

Vingefang: 42 - 53 mm.

Habitat: Findes i kystfyrreskove, blandingsskove med blomsterrige enge, fyrreskove og fjeldets birkeskove med moser og heder med en underskov af bærris, laver og spredte græsser.

Adfærd: De nyklækkede hanner samles ofte på lysninger med mange blomster hvor de flyver hoppende rundt søgende efter hunner, begge køn er ivrige blomsterbesøger. Kan optræde talrig på almindelig gyldenris på sæteren i de norsle fjelde. Så snart det bliver overskyet gemmer de sig i vegetation, ynder at sidde og solbade på blade og klipper.

Flyvetid: Er i juli-august, hanner klækker ca. en uge før hunner.

Værstsplante: Larven lever på Miliegræs, Milium effusum. Blåtop, Molinia coerulea. Almindelig Hundegræs, Dactylis glomerata. Tandbælg, Danthonia decumbens. Mose-Bunke, Deschampsia cespitosa. Rød-Svingel, Festuca rubra. Akselblomstret Star, Carex remota. Skovstar, Carex sylvatica og Tyndakset Star, Carex strigosa.

Æg, larve & puppe: Larven overvintre fuldt udviklet i øgget til næste forår, er to år om deres udvikling i Skandinavien. I det østlige Skåne omkring Åhus flyver den kun i ulige år.

Skovbjergrandøje nordeuropæisk udbredelseskort lavet af Lars Andersen, april 2017.

Nordeuropæisk udbredelse:
Ssp. ligea (Linnaeus, 1758); Findes i vores nabolande Norge, Sverige, Finland og de Baltiske lande.

Danmark: er der ca. 4 fund, det sidste fund er fra Christiansø, d. 2 august 1979.
Et fund er interessant fra Refsnæs gl. navn for Røsnæs, Vestsjælland, hvor Strøm i 1891 angiver at der har været fanget flere eksplarer på halvøen. Lokaliteten på Røsnæs passer meget godt med den østlige skånske lokalitet ved Åhus kystfyrreskove. Så det er sandsynligt den engang har været hjemmehørende i Damark? Se link.

Sverige - Norge: Findes på få lokaliteter i Skåne som Revingehed, Ravlunda Skjutfält og Östra Sand Åhus. Ellers skal man op i skovene ved Osby og længere mod nord hvor den er udbredt overalt, dog enkeltvis. Kan optræde talrig på sæteren i de norsle fjelde.

Ssp. dovrensis (Strand, 1902) eller ssp. lapponica (Henriksen, 1982); Er mindre og blegere end nominatformen. Findes i den Skandinaviske fjeldkædes birkeskove fra 64º N til nord for polarcirklen over til finske Lapland og Kolahalvøen.

Verdensudbredelse:
Ssp. carthusianorum (Fruhstorfer, 1909); Findes videre udbredt i de bjergrige regioner fra Centralmassivet i det sydlige Frankrig til det centrale og østlige Europa og Balkanlandene.
Der findes andre underarter udbredt i Ural, Sibirien til Kamtjatka, Japan og Korea.

Synonymer: Erebia alexis, E. livornica og E. dovrensis.

Andre danske navne: Skov-Bjergrandøje eller skov-bjergrandøje.
Tidligere danske navne: Smuk Bjergøje.
Andet norsk navn: Skogsdjevel.

På dansk hedder den: Skovbjergrandøje. På svensk: Skogsgräsfjäril. På norsk: Fløyelsringvinge.
På finsk: Metsänokiperhonen. På estisk: Harilik tõmmusilmik. På lettisk: Sila brunulis.
På litauisk: Tamsioji erebija. På polsk: Górówka Boruta. På tysk: Weißbindiger Mohrenfalter.
På nederlandsk: Boserebia. På fransk: Moiré Blanc Fascié. På engelsk: Arran Brown.

Lignende arter: I Skandinavien findes der i alt 5 arter i slægten Erebia, hvor bla. Bjergrandøje, Erebia pandrose kan ses i fjeldet.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Arran Brown, Erebia ligea (Linnaeus, 1758).

Udseende: Er en af de større Bjergrandøjer i slægten Erebia. Hannen kendes fra Skov-Bjergrandøje, Erebia ligea han på den mangler duftskælplet på oversiden (jf. E. ligea). Det orange yderbånd på forvinge overside omslutter blinde, som regel aflange øjepletter. Undersidens øjepletter som regel med hvide pupiller. Hunnen har på bagvinge underside et hvidt bånd.

Vingefang: 38 - 42 mm.

Habitat: Findes i lysninger i fyrreskov med græs og blomster, samt græsskråninger over trægrænsen.

Flyvetid: Er i juli-august måned.

Værtsplante: Larven lever på forskellige græsser som f.eks. Rød-Svingel, Festuca rubra.

Udbredelse: Er fundet en enkelt gang i Finland tilbage d. 14 august 1976, men ellers findes den i Pyrenæerne, Alperne, Karpaterne op til det sydlig Polen og bjergene på Balkan og Uralbjergene. 

På svensk hedder den: Liten Skogsgräsfjäril. På finsk: Idännokiperhonen. På polsk: Górówka Euriala. På tysk: Weißbindiger Bergwald-Mohrenfalter. På fransk: Moiré Frange Pie. På engelsk: Large Ringlet.

Udseende: Overside er mørkebrun med små hvidkærnet sorte øjepletter i orangerød delte ydrebånd på overside af vinger.
Bagvinge underside hos han er med gråbrun ydrefeltog mørkere inderfelt.
Hos hunnen er yderfelt gulbrun
Vingefang: 40 - 42 mm.

Habitat: Bebor subalpine og delvist alpine græsenge fra 1800 til 3000 m.

Flyvetid: Flyver i en generation fra midten af juli til sidst i august.

Værtsplante: græsser, Gramineae arter.

Udbedelse: Udbredt i det østlige Tyrkiet, Kaukasus, Transkaukasus og det nordlige Iran.

Navne: På dansk hedder den: Sørge-Skovbjergrandøje. På engelsk: Sad Ringlet.
På tyrkisk: Mecnun Güzelesmer.

Tribus Erebiini. Slægt Bjergrandøjer, Erebia;

Mellemstore til små græsrandøjer med overvejende langsom hoppende flugt lavt hen over græsset. De større arter kan være meget sky og flyver hurtig væk ved forstyrrelser. De fleste hanner patrujerer rundt efter hunner for at finde parringsvillige hunner. Samtlige arter har toårrig livscyklus og findes i boreale til subalpine miljøer. Pupperne hviler horisontalt i græsset eller på klippeoverfladen.

Alle arter er mørkebrune til gråbrun overside med teglrøde til gule ydrefelter med sorte øjepletter, ofte med hvid kærne. Som friskklækket har flere af dem et metalblåt til grønt skær på overside. Bagvinge underside er mere kamoufleret mørkebrun til grå.

I Norden findes der 5 arter, og i Europa ca. 55 arter, hvor næsten alle har cirkumpolær udbredelse. Totalt findes der ca. 90 Bjergrandøjer, Erebia arter spredt over den nordlige halvkugle, hvoraf de fleste arter findes i de Europæiske Alper og er ofte endemiske i afgrænsede bjergdale.