Habitats: Frekventerer kystområder, heder og engarealer, især ubeskårne markbryn og vejkanter, hvor snerre Galium er til stede, normalt i lokale kolonier, hvor det kan være rigeligt. Op til 1600m i Alperne og Spanien, men i Nordafrika, Tyrkiet og det nordlige Iran er det begrænset til nordvendte bjergskråninger i høje højder, generelt på 1500--2000m.
I det centrale Iran og Centralasien frekventeres åben, tør bjergskov eller krat med et godt bunddække af urter. Findes normalt på omkring 2500m, sjældent under 2000m.

Adfærd: Selvom dens generelle farve er meget mærkbar mod en kunstig baggrund, blandt lav vegetation, hvor den hviler om dagen, bryder den omridset af sværmeren meget godt op. I skumringen går den på jagt efter blomster som baldrian Valeriana, iris, salvie Salvia, slangehoved Echium, limurt Silene og især Rhododendron, og holder op med at spise 2--3 timer senere. Efter midnat er arten igen aktiv, men denne gang på jagt efter en mage. Parring tager kun kort tid, hvorefter hunnerne skifter fodring med æglægning, så snart skumringen falder på, og afsætter deres små grønne æg blandt snerre galium skud, mens de svæver. Let tiltrukket af lys, store antal ankommer ofte i løbet af kort tid.

Flyvetid: I Europa sidst i maj til begyndelsen af juli, afhængigt af vejret, og i Sydeuropa igen i august. I Nordafrika sidst i april/maj/juni, afhængigt af lokationen; de marokkanske populationer hovedsageligt i midten af juni. I det sydlige Ural, fra slutningen af maj til midten af juli.

Værtsplanter: De vigtigste er gul snerre Galium verum og hvid snerre Galium mollugo. Og mindre på dueurt og gederams arter.
Mindre vigtige værtsplanter er: fligtiglise Impatiens,
I sit sydlige udbredelsesområde også på vindrue Vitis, vildvin Parthenocissus.

Parasiter: Snyltehvepse, Ichneumonidae: Amblyjoppa fuscipennis (Wesmael, 1845) og
Snyltefluer, Tachinidae: Drino (Zygobothria) atropivora (Robineau-Desvoidy, 1830),

Udbredelse: Med undtagelse af den sydlige halvdel af Den Iberiske Halvø og det nordlige Skotland og det nordlige Skandinavien, udbredt i hele regionen, fra Irland og Galicien og resten af Vesteuropa, herunder Sardinien, Sicilien, Republikken Nordmakedonien og Bulgarien til Novosibirsk , Tomsk og Krasnoyarsk i det vestlige Sibirien, det østlige Kasakhstan og Kirgisistan. Optaget så langt nordpå som Karelen, Arkhangelsk Oblast og Biostantsiya Syktgu i det europæiske Rusland.

Derefter sydpå fra den kinesiske Tian Shan og andre dele af Xinjiang-provinsen, Kina, tværs over det sydlige og østlige Kasakhstan, Kirgisistan, Zeravshan-bjergene i Tadsjikistan, det sydlige Usbekistan, det sydlige Turkmenistan, Krim til det nordlige og østlige Iran, det nordøstlige Irak, Kaukasus, Republikken Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, og det nordlige Tyrkiet

Den isolerede population i Nordvestafrika er begrænset til Middelatlas- og Rifbjergene i Marokko (Ifrane, Jaba-skoven, Mischliffen, Dayet-Aaoua, Ketama osv., og Atlasbjergene i Algeriet og det vestlige Tunesien.

Der er også en anden isoleret population med lignende udseende i de libanesiske bjerge, det nordlige Israel og Toros-bjergene i det sydlige Tyrkiet. Dette kan være den østlige rest af en population, som engang fandt sted på tværs af et køligere, grønnere og vådere Nordafrika under den sidste istid. Atlasbjergenes population er den vestlige rest.

Videre i Central Sibirien, Altai-bjergene i Rusland og Mongoliet, Yakutia, Baikal-søen, Transbaikalia, Amurland og nabolandet Indre Mongoliet, Kina.

Hedder på dansk: Lille Vinsværmer. På svensk: Mindre Snabelsvärmare.
På norsk: Liten Snabelsvermer. På finsk: Pikkukiitäjä. På tysk: Kleiner Weinschwärmer. På nederlandsk: Klein Avondrood. På fransk: Petet Sphinx de la Vigne.
På engelsk: Small Elephant Hawkmoth.

Lignende arter: Dueurtsværmer, Deilephila elpenor (Linnaeus, 1758) som er større end Dueurtsværmer.