Meget specialiseret nektarblomster er skov-gøgelilje Platanthera chlorantha, bakke-gøgelilje Platanthera bifolia ssp. bifolia og langsporet gøgelilje Platanthera bifolia ssp. latiflora.

Mod midnat finder parring sted, hvor par sjældent forbliver i copula i mere end to timer. Efter adskillelse begynder hunnerne straks at lægge æg og fortsætter med at gøre det over et antal nætter, indtil cirka 100 æg er blevet lagt. Det er stærkt tiltrukket af lys, og kommer ofte til kviksølvdamplamper mellem kl. 22.00 og 24.00.

Flyvetid: Sidst i maj til begyndelsen af juli, med en delvis anden generation i Sydeuropa fra midten til slutningen af august. I særlige år kan nogle voksne også findes i august i det sydlige England. I det sydlige Ural, fra slutningen af maj til begyndelsen af juli; i det sydlige Portugal, primært i april og maj.

Værtsplanter: larven der findes i en grå eller grøn form, bruger mange forskellige værtsplanter.
De vigtigste er dueurt og gederams. Og mindre på snerre arter.

Mindre vigtige værtsplanter er: fuksia Fuchsia. fligtiglise Impatiens, springbalsamin Balsaminaceae, kattehale Lythrum, kærmysse Calla, bukkeblad Menyanthes og gedeblad Lonicera i Nordeuropa.
I sit sydlige udbredelsesområde også på vindrue Vitis, vildvin Parthenocissus, steffenurt Circaea, natlys Oenothera, snabelkalla Arisaema, pileurt Polygonum, vild gulerod Daucus, fredløs Lysimachia og skræppe Rumex.

Dueurtsværmer plejede at være et lejlighedsvis stort skadedyr på vinranker i Sydeuropa, men sjældent i dag efter der bruges sprøjtemidler.

Udbredelse: En semi-migrant; bosat i hele det tempererede Europa, herunder Sicilien, Salento i det sydlige Italien, Korsika, Sardinien, Republikken Nordmakedonien og Bulgarien, over til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene. Også Tyrkiet, Moldova, Ukraine/Krim og nedre Volga-flod, Alborz-bjergene i det nordlige Iran og Republikken Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Det er også til stede i det østlige Kasakhstan, Kirgisistan og det nordlige og sydøstlige Usbekistan nord til Altai-bjergene. Fraværende fra det nordlige Skandinavien, det nordlige Rusland, det meste af Mellemøsten og Nordafrika, men registreret så langt mod nord som Arkhangelsk Oblast og Ukhta i det europæiske Rusland.
På den iberiske halvø findes denne art i det nordlige og østlige områder.

Verdensudbredelse: Fra det vestlige Sibirien over det sydlige Sibirien og det sydlige Yakutia til det russiske Fjernøsten, Sakhalin-øen, Kuriløerne, Korea og Japan. Også det nordlige og centrale Kina så langt sydpå som Tian Shan, Xizang-provinsen/Tibet, Sichuan-provinsen og Nanjing).

Også det sydlige British Columbia (Canada) og det nordlige Washington State (USA), som en nylig introduktion.

Hedder på dansk: Dueurtsværmer. På svensk: Större Snabelsvärmare.
På norsk: Stor Snabelsvermer. På finsk: Horsmakiitäjä. På tysk: Mittlerer Weinschwärmer. På nederlandsk: Groot Avondrood. På fransk: Sphinx de la Vigne. På spansk: Esfinge de la Vid. På engelsk: Large Elephant Hawkmoth.

Lignende arter: Lille Vinsværmer, Deilephila porcellus (Linnaeus, 1758) som er mindre end Dueurtsværmer.

Chitral Snabelsværmer, Deilephila rivularis (Boisduval, 1875).
På engelsk: Chitral Elephant Hawkmoth / Obscure Elephant Hawkmoth.
Type locality: Simla, India.

Habitats: Frekventerer kystområder, heder og engarealer, især ubeskårne markbryn og vejkanter, hvor snerre Galium er til stede, normalt i lokale kolonier, hvor det kan være rigeligt. Op til 1600m i Alperne og Spanien, men i Nordafrika, Tyrkiet og det nordlige Iran er det begrænset til nordvendte bjergskråninger i høje højder, generelt på 1500--2000m.
I det centrale Iran og Centralasien frekventeres åben, tør bjergskov eller krat med et godt bunddække af urter. Findes normalt på omkring 2500m, sjældent under 2000m.

Adfærd: Selvom dens generelle farve er meget mærkbar mod en kunstig baggrund, blandt lav vegetation, hvor den hviler om dagen, bryder den omridset af sværmeren meget godt op. I skumringen går den på jagt efter blomster som baldrian Valeriana, iris, salvie Salvia, slangehoved Echium, limurt Silene og især Rhododendron, og holder op med at spise 2--3 timer senere. Efter midnat er arten igen aktiv, men denne gang på jagt efter en mage. Parring tager kun kort tid, hvorefter hunnerne skifter fodring med æglægning, så snart skumringen falder på, og afsætter deres små grønne æg blandt snerre galium skud, mens de svæver. Let tiltrukket af lys, store antal ankommer ofte i løbet af kort tid.

Flyvetid: I Europa sidst i maj til begyndelsen af juli, afhængigt af vejret, og i Sydeuropa igen i august. I Nordafrika sidst i april/maj/juni, afhængigt af lokationen; de marokkanske populationer hovedsageligt i midten af juni. I det sydlige Ural, fra slutningen af maj til midten af juli.

Værtsplanter: De vigtigste er gul snerre Galium verum og hvid snerre Galium mollugo. Og mindre på dueurt og gederams arter.
Mindre vigtige værtsplanter er: fligtiglise Impatiens,
I sit sydlige udbredelsesområde også på vindrue Vitis, vildvin Parthenocissus.

Udbredelse: Med undtagelse af den sydlige halvdel af Den Iberiske Halvø og det nordlige Skotland og det nordlige Skandinavien, udbredt i hele regionen, fra Irland og Galicien og resten af Vesteuropa, herunder Sardinien, Sicilien, Republikken Nordmakedonien og Bulgarien til Novosibirsk , Tomsk og Krasnoyarsk i det vestlige Sibirien, det østlige Kasakhstan og Kirgisistan. Optaget så langt nordpå som Karelen, Arkhangelsk Oblast og Biostantsiya Syktgu i det europæiske Rusland.

Derefter sydpå fra den kinesiske Tian Shan og andre dele af Xinjiang-provinsen, Kina, tværs over det sydlige og østlige Kasakhstan, Kirgisistan, Zeravshan-bjergene i Tadsjikistan, det sydlige Usbekistan, det sydlige Turkmenistan, Krim til det nordlige og østlige Iran, det nordøstlige Irak, Kaukasus, Republikken Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, og det nordlige Tyrkiet

Den isolerede population i Nordvestafrika er begrænset til Middelatlas- og Rifbjergene i Marokko (Ifrane, Jaba-skoven, Mischliffen, Dayet-Aaoua, Ketama osv., og Atlasbjergene i Algeriet og det vestlige Tunesien.

Der er også en anden isoleret population med lignende udseende i de libanesiske bjerge, det nordlige Israel og Toros-bjergene i det sydlige Tyrkiet. Dette kan være den østlige rest af en population, som engang fandt sted på tværs af et køligere, grønnere og vådere Nordafrika under den sidste istid. Atlasbjergenes population er den vestlige rest.

Videre i Central Sibirien, Altai-bjergene i Rusland og Mongoliet, Yakutia, Baikal-søen, Transbaikalia, Amurland og nabolandet Indre Mongoliet, Kina.

Hedder på dansk: Lille Vinværmer. På svensk: Mindre Snabelsvärmare.
På norsk: Liten Snabelsvermer. På finsk: Pikkukiitäjä. På tysk: Kleiner Weinschwärmer. På nederlandsk: Klein Avondrood. På fransk: Petet Sphinx de la Vigne.
På engelsk: Small Elephant Hawkmoth.

Lignende arter: Dueurtsværmer, Deilephila elpenor (Linnaeus, 1758) som er større end Dueurtsværmer.