Hedder på dansk: Lindesværmer. På svensk: Lindsvärmare. På norsk: Lindesvermer.
På finsk: Lehmuskiitäjä. På tysk: Lindenschwärmer. På nederlandsk: Lindepijlstaart.
På fransk: Sphinx du Tilleul. På spansk: Esfinge del Tilo. På engelsk: Lime Hawkmoth.

Habitats: En lokal art, der forekommer år efter år i et givet område, mens nærliggende lokaliteter, som kan forekomme meget velegnede, aldrig understøtter en bestand. Selv hvor de er til stede, kan antallet svinge markant fra år til år på grund af parasittrykket fra snyltehvepse, især Microplitis ocellatae.
Findes på mange forskellige lokaliteter, især nedlagte jernbaneafskæringer bevokset med pil (Salix spp.), flodskove, våde ådale, landeveje omkranset af piletræer (Salix spp.), æbleplantager, kystsandbakker og forstadshaver. Op til 2000m i Alperne.

Adfærd: I hvile hænger begge køn ophængt i løv, de kryptiske forvingeaftegninger efterligner mønstre på døde blade, som med lindesværmer. Dens form brydes yderligere op af bagvingernes let fremspring over forvingen costa. Ligesom lindesværmer finder parring sted i sådanne situationer, normalt efter midnat, hvor hannen ofte hænger frit under hunnen indtil skumringen den følgende dag. Efter adskillelse begynder hunnerne at lægge æg næsten øjeblikkeligt og fortsætter over fire eller fem nætter med maksimal aktivitet mellem skumringen og midnat.

Når de er foruroligede, udviser hvilende voksne en meget effektiv forsvarsmekanisme: Kroppen bøjes sammen, mens forvingerne svirpes opad for at afsløre et par store blå 'øjne' på hver side af en smal, næblignende mave. Efter mere forstyrrelse forstærkes dette opsigtsvækkende 'ansigt' yderligere: forvingerne sænkes og hæves gentagne gange, hvilket forårsager en blinkende effekt for øjnene. Lykkes dette ikke, så søges tilflugt på stedet.
Som en ikke-fødende art har blomster ingen tiltrækning; lys kan dog ofte lokke et stort antal hanner.

Flyvetid: en generation på nordlige breddegrader, fra slutningen af maj til begyndelsen af juli; længere sydpå to generationer, i løbet af april/maj og igen i august. Af og til tre generationer, i løbet af april/maj, juni/juli og august/september. I det sydlige Ural, fra midten af juni til midten af juli, med en delvis anden generation i begyndelsen af september.

Værtsplanter. Mange arter af pil Salix, poppel Populus og æble Malus.

Udbredelse: Nordvestafrika. Europa undtagen Island og nordlig Skandinavien. Det temperede Tyrkiet, Rusland, og Kazakstan til vestlig Kina og vestlig Mongoliet.

Hedder på dansk: Aftenpåfugleøje. På svensk: Videsvärmare. På norsk: Kveldpåfugløye.
På finsk: Sinisilmäkiitäjä. På tysk: Abendpfauenauge. På nederlandsk: Pauwoogpijlstaart.
På fransk: Sphinx Demi-paon. På spansk: Esfinge Ocelada. På engelsk: Eyed Hawkmoth.

Lignende arter: Der er i udseende fire andre aftenpåfugleøje, Smerinthus-arter i vingeform der findes i Palæarktisk.fra Norafrika, Europa til Asien.
Og der er fire lignende arter i slægten Paonias i Nordamerika.

Habitat: Regionens mest almindelige aftensværmer, og en af de mest udbredte. Hyppiger næsten alle fugtige, lavtliggende områder, såsom landeveje, åbne skovture, jernbaneafskæringer eller byparker, især hvor poppel Populus spp. men også pil Salix spp. er til stede; almindeligere, hvor førstnævnte forekommer. Op til 1600m i Alperne.

Adfærd: De fleste dukker op sent om natten eller tidligt om morgenen og klatrer op ad træstammen, ved hvis fod larven havde forpuppet sig. Først den følgende aften flyver sværmeren, hunnerne vælger hurtigt en hvileposition blandt løv, hvorfra hannerne tiltrækkes omkring midnat. Når de er parret, forbliver de koblede indtil den følgende aften, hvor hunnerne efter adskillelse begynder at lægge æg næsten med det samme.

I hvile rager bagvingerne betydeligt ud over forvingerne, så denne holdning i løvet, kombineret med deres farve og kryptiske mønster, skaber en meget god lighed med en klynge af døde poppelblade. Individer tiltrækkes dog af lys i stort antal og er da meget iøjnefaldende..

Flyvetid: Generelt en generation i den nordlige udbredlse, fra midten af maj til midten af juli, med et højdepunkt mod midten af juni i de fleste år. Men på grund af det meget varme vejr oplevet i det sydlige England i 1990 toppede denne art en måned tidligere og producerede en anden generation i august. Over Sydeuropa og Lilleasien, normalt to generationer i maj og begyndelsen af juni, og igen i august, selvom der i varme år og visse varme lokaliteter kan findes voksne i april/maj, juli og begyndelsen af september..

Værtsplanter: Mange arter og kultivarer af poppel Populus og pil Salix. Samt flere forskellige arter løvtræer.

Udbredelse: Europa undtagen Island og nordlig Skandinavien. Det temperede Tyrkiet, Rusland til Irkutsk, og Kazakstan til vestlig Kina.

Hedder på dansk: Poppelsværmer. På svensk: Poppelsvärmare. På norsk: Ospesvermer.
På finsk: Poppelikiitäjä. På tysk: Pappelschwärmer. På nederlandsk: Populierpijlstaart.
På fransk: Sphinx du Peuplier. På spansk: Cuerno Verde. På engelsk: Poplar Hawkmoth.

Oak hawkmoth, Marumba quercus (Denis & Schiffermüller, 1775).
Vingefang: han 85--100 mm; hun op til 125 mm.

Værtsplanter. Quercus, især stedsegrønne arter som
Korkeg, Quercus suber, Steneg, Quercus ilex,
Kermeseg, Quercus coccifera, Quercus pubescens,
Quercus ithaburensis og Quercus cerris.

Udbredelse: Fra Rif- og Atlasbjergene i Marokko, Portugal og Galicien, Spanien, på tværs af det sydlige og centrale Europa til Tyrkiet og øen Rhodos, det sydlige Ukraine og Krim, Moldova, Transkaukasien, Armenien, Republikken Georgien, Aserbajdsjan, Daghestan, det sydlige Rusland, det vestlige Kasakhstan, Libanon, Israel, det vestlige og nordlige Jordan, det nordlige Irak og det sydvestlige Iran. Også fra det nordlige Iran til den nedre Volga-flod og det sydlige Turkmenistan.

Two-lined Velvet Hawkmoth, Clanis bilineata (Walker, 1866).
Vingefang: 94--150 mm

Værtplanter: Fundet på Indisk bøg, Pongamia pinnata,
Millettia atropurpurea og Pterocarpus marsupium fra Indien (Bell & Scott, 1937). I det sydlige Kina på Mucuna og Pueraria.

Udbredelse: Det sydvestlige Indien som en isoleret population.
Derefter fra Nepal og det nordlige Indien (Sikkim; Meghalaya)
østpå tværs over det sydlige Kina og sydpå ind i Vietnam, Laos
og det nordlige og centrale Thailand.

En asiatisk aftensværmer som er langt væk hjemmefra.

Her om et fund i Holland: Kuchlein & de Vos (1999: 135) rapporterer om et eksemplar, der blev fundet i Holland:
I 1992 blev et eksemplar af Clanis bilineata utilsigtet importeret fra Kina til Willemsoord (provinsen Overijssel) pr. pakke post (pers. medd., W. Hogenes, Zoologisk museum i Amsterdam)."