Habitat: Denne art, som er en stor migrant, trænger længere mod nord og i større mængder end dødningehoved; i varme år kan dette involvere enorme tal. Men da den er mere følsom over for kulde end dødningehoved, formår langt færre pupper at overleve europæiske vintre. Den udviser en præference for varme åbne områder, dvs. landbrugsstepper, men kan findes næsten overalt undtagen tæt skov. Uden for dets beboede område er den især tiltrukket af kartoffelmarker og, i forstæder, til blomsterbede og hække, der er bevokset med snerle Convolvulus.

Adfærd: Voksne hviler i løbet af dagen på enhver fast overflade, især træstammer, hegn, telegrafpæle eller bar jord. Med vinger foldet tagagtigt over kroppen ligner de et stykke forvitret gråt træ og er derfor svære at opdage. Nogle gange kan par findes på sådanne steder, men de fleste, der har parret sig mod midnat, skilles før daggry. På andre tidspunkter er snerlesværmer en ekstremt aktiv og kraftfuld flyver, der frekventerer blomsterbede med rørformede blomster, såsom gedeblad Lonicera, tobak Nicotiana, petunia Petunia, liljer Lilium, flox Phlox og jasmin Jasminum, og svæver mellem en blomst og en anden, mens den sonderer med sin meget lange snabel (op til 130 mm) jeg har set den besøge engletrumpet Brugmansia.
Mens den er på vingen mellem skumring og midnat, ser hverken regn eller blæst ud til at afskrække denne art. Lys er også meget attraktivt, de fleste sværmere ankommer omkring to timer efter mørkets frembrud.

Flyvetid: Migrant og i flere generationer; i sit udbredelsesområde fra april til oktober med op til fire veldefinerede generationer. Længere mod nord begynder migranter at ankomme fra juni til august og producerer en efterårsgeneration i august og september, hvoraf individer er betydeligt større end afrikanske eksemplarer. Der er nogle beviser for en sydlig migration i efteråret.

Larven: findes i flere farvevarianter fra grøn, grå til sort. Den kendes på hornet og skråstreger på siden af kroppen.
Værtsplanter. Arter af snerle Convolvulus, gærdesnerle Calystegia og pragtsnerle/sød kartoffel Ipomoea; og andre Convolvulaceae arter. I Dødehavsområdet i Israel er hovedværten bønnekapers Zygophyllum dumosum.

Træk: Kun bosat i de varmeste områder i det vestlige Palæarktisk, men som træk til næsten hele regionen. Er fundet så langt nordpå som Yaksha i det europæiske Rusland, og så langt mod vest som Irland og Azorerne. Det er en af kun tre arter af aftensværmerer registreret fra Island, og i det ekstraordinære år 2022 blev der fundet talrige voksne og larver i Storbritannien, Holland og Danmark.

Udbredelse:. Hele den tropiske og subtropiske gamle verden, inklusive Ascension Island og mange stillehavsøer -- Tahiti, Marshalløerne osv., og øerne i Det Indiske Ocean, f.eks. Seychellerne. Fraværende fra højere højder og nordligere breddegrader (hvortil den vandrer), og en stor del af Sibirien; dog er den registreret fra det russiske Fjernøsten som en årlig migrant nordpå til Kurileøerne.

I det vestlige Sibirien og tilstødende lande er det kun registreret sporadisk. Således kendes arten for Mongoliet kun fra ét unikt eksemplar indsamlet i Trans-Altai Gobi. Det findes regelmæssigt i Omsk-regionen, og der er optegnelser fra nær Barnaul i Altai Krai. Det er dog ikke blevet registreret pålideligt fra andre territorier, såsom Novosibirsk, Kemerovo-regionen, Tomsk-regionen, Altai-republikkerne, Tuva og Khakassia.

Hedder på dansk: Snerlesværmer. På svensk: Åkervindesvärmare. På norsk: Vindelsvermer.
På finsk: Kiertokiitäjä. På tysk: Windenschwärmer. På nederlandsk: Windepijlstaart,.
På fransk: Sphinx du Liseron. På spansk: Esfinge de las Enredadoras. På engelsk: Convolvulus Hawkmoth.

Denne store sværmer kan ikke forveksles med ingen anden aftensværmer i regionen. Undtagen:
Amerikanske Snerlesværmer, Agrius cingulatus (Fabricius, 1775), som har pink ved bagvingerod der optræder som sjælden træk.
D. 21. september 2002 blev en han fanget ved lys i regionen Serpa, Baixo Alentejo, Portugal, den første europæiske fastlandsrekord for denne art (Marabuto, 2006).
Udbredelse: Troperne og subtroperne i den nye verden, og Galapagos- og Hawaii-øerne. Som migrant nordpå til Canada, sydpå til Patagonien og Falklandsøerne og af og til Vesteuropa.
Den amerikanske snerlesværmer har etableret sig på Ascension Island og på Kap Verde-øerne vest for Senegal, Vestafrika.

Udseende: Den er Europas kraftigste og største aftensværmer, kønnene er ens og kendes på følehorn som på hannen er 15 -20 % længere og kraftigere end på hunnen. Den er sortbrun med et orangegul dødningehoved på ryggen af forkrop/thorax. Med blå stribe på overside af bagkrop med gule sider med sorte tværstriber. Forvinger er sortbrune med lidt svage orange tegninger. Bagvinger er gule med 2 sorte tværstriber i ydrefelt og sømfelt.

Sugesnablen er kort og kraftig og kan sjældent benyttes til at suge nektar på blomster. I stedet bruges den til i bistadernes honningkager's celler, eller at suge saft fra overmodne frugter. Der findes ialt 3 arter der forekommer i de tropiske og subtropiske dele af Afrika, Mellemøsten, Orienten, Kina og det sydøstlige Asien.

Vingefang: Han, 94 -118mm. Hun, 107-131 mm.

Dødningehoved er en stærk trækker der jævnligt ses i Danmark. Men antallet er faldet siden 50'erne da man mekaniserede kartoffeldyrkningen med sprøjtning osv. Ses ofte i skumringen ved bistader indtil midnat, hvor den er kendt for at stjæle honning fra biceller. Sommerfuglen forstyrrer bierne med kemiske feromoner der ligner biernes feromoner. Det kan imellem gå galt, der er fundet flere Dødningehoved som er stukket ihjel af bierne, fordi de ikke er resistente for bistik.

Den suger også saft fra overmodne frugter og nektar fra blomster som Kartoffel, Solanum tuberosum. Virginiatobak, Nicotiana tabacum. Studenternellike, Dianthus barbatus. Appelsin, Citrus sinensis. Den sværmer ikke foran blomsterne som de andre aftensværmere men sidder foran blomsten og suger p.g.a dens korte snabel.

Hvis sommerfuglen bliver forstyrret, rejser den sig på benene og vifter med de forreste sæt ben imens den udstøder høje pivetoner igennem snabel.

Og fra kirtler på androconiale skæl på underside af forkrop foran de bagerste sæt ben, udskiller den stærke dufte der skal afskrække fjender.

Flyvetid: Sommerfuglen er fundet fra sidst i maj til først i november i Danmark.

Larven: findes i farvevarianter fra yngre hvor den er grøn til fuldvoksen er gul med blå skråstriber til grå. Den kendes på det klumpede horn på den agtertes ende.
Værtsplante: Larven er i det sydlige Danmark & Sverige fundet på Kartoffel, Solanum tuberosum. Bukketorn, Lycium barbarum. Virginiatobak, Nicotiana tabacum. Liguster, Ligustrum vulgare. Hamp, Cannabis sativa. Sommerfuglebusk, Budddleja davidii. Sort Natskygge, Solanum nigrum. Bulmeurt, Hyoscyamus niger & Almindelig Pigæble, Datura stramonium. Efterhånden som larverne bliver større op til 13 cm stor, foretrækker de marknære gule blade.

Udbredelse: Dødningehoved er en afrotropisk art, der trækker nordpå til Middelhavet (inklusive hele Nordafrika og Mellemøsten og på tværs af Cypern, Tyrkiet, Republikken Georgien, Daghestan, Rusland, Aserbajdsjan til det nordøstlige Iran, Ukraine, Turkmenistan, Mesopotamien, Kuwait og det vestlige Saudi-Arabien. Den findes også på De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne og i hele Europa som migrant, inklusive Island. Registreret som træk så langt nordpå som Arkhangelsk Oblast og Udmurtia i det europæiske Rusland, og så langt mod øst som Pavlodar i det nordøstlige Kasakhstan.

Selvom de er hjemmehørende i dele af Sydeuropa, findes nogle få individer hvert år i Central- og Nordeuropa, og i nogle sæsoner er der markante invasioner, hvor larver forekommer i overflod i løbet af september og oktober. I det ekstraordinære år 2022 blev der fundet adskillige voksne og larver i Storbritannien, Holland og Danmark. Og der er også fundet flere i Danmark i 2023. Nogle få overlever af og til vinteren som pupper og bliver voksne om foråret.

Er hjemmehørende i Tropisk Afrika til Sydafrika (inklusive Kap Verde-øerne til Ascension Island, Madagaskar, Mauritius og Seychellerne.

I artikler og kunst: i Danmark sidst 50'erne var der mange fund af larver og pupper i kartoffelmarkerne. Og i Jylland fik en samler den lyse ide at ville sætte en annonce i lokalavisen om folk vil finde dødningehoved og sende dem til ham.
Han blev meger overrasket da der var mange der reageret på annoncen, og han fik mange tilsendt, især fra fiskere som fandt dem sidde og hvile på kuttere ude på det åbne hav.
Avisen havde sat annoncen under dødsannoncer, som rigtig mange læser.

Dødningehoved har flere gange været brugt i kunst (navnlig i The Hireling Shepherd), Bram Stokers "Dracula" og i film som bl.a. Un Chien Andalou og på filmplakaten til Ondskabens øjne. I sidstnævnte film bruges natsværmeren som seriemorderen Buffalo Bills kendemærke, selvom manuskriptet bruger Acherontia styx, og natsværmeren i filmen er Acherontia atropos. I The Mothman Prophecies refereres der også til dødningehovedet. Den optræder også i musikvideoen til Massive Attacks single "Butterfly Caught."

Hedder på dansk: Dødningehoved. På svensk: Dödskallesvärmare. På norsk: Dødninghode.
På finsk: Pääkallokiitäjä. På tysk: Totenkopfschwärmer. På nederlandsk: Doodshoofdpijlstaart.
På fransk: Sphinx Tête-de-Mort. På spansk: Cabeza de Muerto. På engelsk: Death's Head Hawkmoth.

Der findes ialt 3 arter i slægten Acherontia der forekommer i de tropiske og subtropiske dele af Afrika, Mellemøsten, Orienten, Kina og det sydøstlige Asien.

I Orienten, Asien, Japan til Rusland findes:
Stor Dødningehoved, Acherontia lachesis (Fabricius, 1798).
Hedder på engelsk: Greater Death's Head Hawkmoth.
I Asien, Japan, Orienten findes:
Østlig Dødningehoved, Acherontia styx (Westwood, 1847).
Hedder på engelsk: Eastern Death's Head Hawkmoth.