Lille Frostmåler, Operophtera brumata (Linnaeus, 1758).

Beskrivelse: Parring. Hanner foretrækker større hunner (flere æg).
Forvingebundsfarven på de vingede hanner varierer fra grågul til beigebrun eller af og til lidt rødligfarvet. Mønstrene er ofte båndformede mørkebrune, ofte utydelige. Frynsen er gullig. Bagvingerne er lysegrå eller gulgrå. Antennerne er korte og fint behårede.

Hunnen fremstår fuldstændig vingeløs, men faktisk har hunvintermøl stærkt reducerede vinger. Den flyveløse hun har en brungrå krop med rudimentære vingestumper, der er brune til grå og har mørke bånd. Kropslængde for begge køn er cirka 1 cm. Larverne er 0,1 tommer (2,5 mm) lange efter udklækning og vil vokse til 0,75 tommer (19 mm) over en periode på seks uger.

Lille Frostmåler, Operophtera brumata (Linnaeus, 1758). er en Måler, Geometridae i familien. Det er en rigelig art i Europa og Mellemøsten og en berømt undersøgelsesorganisme til evaluering af insektpopulationsdynamik. Det er en af meget få lepidopteraer i tempererede områder, hvor voksne er aktive i det sene efterår og den tidlige vinter. De voksne bruger endotermi til bevægelse i disse kolde temperaturer. Hunnerne af denne art er stort set vingeløse og kan ikke flyve, men hannerne er fuldt vingede og flyver stærkt. Efter den første frost i det sene efterår kommer hunnerne frem fra deres pupper, går til og op ad træer og udsender feromoner om aftenen for at tiltrække hanner. Efter befrugtning stiger de op og lægger i gennemsnit omkring 100 æg hver. Typisk er det sådan, at jo større hunnen er, jo flere æg lægger hun.

Livscyklus: Larve vil nå en længde på omkring 20 mm.
Lille Frostmåler-larver (larver) dukker op i det tidlige forår fra ægmasser, der er lagt i nærheden af bladknopper efter en række dage, hvor de høje dagtemperaturer når omkring 10 °C (50 °F). Nyligt udklækkede larver lever af ekspanderende bladknopper, ofte efter at have gravet sig inde i knoppen og senere af løv i cirka seks uger. Udover at fodre på træet, hvor de er klækket, vil unge larver også producere silketråde, der 'ballonerer' (blæses med vinden) til andre træer. I midten af maj falder larverne, grønne i farve og omkring en tomme lange, ned til jorden. Meget lille dødelighed på grund af sygdom er blevet noteret i vintermøllarver i Nordamerika.

Forpupning sker i jorden i slutningen af maj.

Voksne imago kommer op af jorden i midten af slutningen af november. Hunner er flyveløse, men frigiver et kønsferomon for at tiltrække hanner. Efter parring lægger hunnen mellem 150 og 350 bittesmå æg i barkspalter, på grene, i lav og under barkskæl. Med så lang en puppeperiode er vintermølen sårbar over for adskillige pupperovdyr og parasitoider.

Forskning udført i Holland viste, at da klimaopvarmningen får forårets temperaturer til at blive varmere hurtigere, klækkede nogle af vintermølæggene, før træbladsknopper - første føde til larverne - var begyndt at åbne sig. Tidlige udklækkede unger sultede. De sene unger overlevede. Fordi klækningstidspunktet er genetisk styret, udvikler mølene sig til at resynkronisere med knopåbningen ved at forsinke responsen på temperaturudløseren med 5 til 10 dage. Larverne kan ligesom de voksne holde til under frysepunktet om natten. Larvespredning er den dominerende kilde til tæthedsafhængig larvedødelighed og regulerer sandsynligvis højdensitetspopulationsdynamik hos vintermøl i New England.

Værtsplanter: Larver foretrækker eg og æble, men lever også på polyfage løvtræer som
ahorn, birk, avnbøg, kastanje, hassel, kvæde, bøg, lærk, poppel, kirsebær, pære, rose, hindbær, blåbær, pil, elm og andre grønne træer og buske.

Udbredelse: Det er hjemmehørende i Nord- og Centraleuropa; i syd strækker dens udbredelse sig til Norditalien; i øst til Kaukasus og Lilleasien; i nord til Baltikum. De genetiske bestande af vintermøl i Europa er et resultat af rekolonisering efter den sidste istid.

Som en invasiv art: Findes denne møl i Nova Scotia, kystnære New England (Massachusetts, Maine, Rhode Island, Connecticut og New York) og også i det nordvestlige Stillehav (hovedsageligt Vancouver Island). I New England ser det ud til, at ekspansion inde i landet og nordpå er begrænset af kolde vintertemperaturer, så for eksempel kystnære Maine, men ikke inde i landet. Lokalt mildere vintre, som en del af de globale klimaændringer, kan tillade udvidelse af det ramte område.
En undersøgelse udført i Massachusetts dokumenterede, at afløvning af vintermøl reducerede egetræernes årlige stammediameter-væksthastighed med et gennemsnit på 47%, mens det ikke påvirkede vækstraterne for de mindre afløvede ahorntræer væsentligt.

Hedder på dansk: Lille Frostmåler. På engelsk: Winter Moths.

Lignende arter: I Nordamerika kan Lille Frostmåler forveksles med den beslægtede hjemmehørende art. Bruce Spanworm, Operophtera bruceata (Hulst, 1886). Faktisk hybridiserer de to arter.

Invasiv påvirkning: Lille Frostmåler er hjemmehørende i Europa, men invaderede den nordøstlige del af USA i slutningen af 1990'erne. Fra 2007 har vintermøl spredt sig til kystnære Maine, det østlige Massachusetts, Rhode Island, det sydøstlige Connecticut og det østlige Long Island. Frostmålere lever af en bred vifte af løvfældende blade og nogle nåletræer. Dette har forårsaget afløvning af træerne på tværs af de stater, hvor møl lever. Mellem 2003 og 2015 forårsagede vintermålere afløvning af skove og skyggetræer fra mellem 2.266 og 36.360 hektar om året alene i Massachusetts.

Biologisk bekæmpelse: Blade af ahorntræ, der viser skade fra frostmåler larver
I Europa, hvor frostmålere er hjemmehørende, forgriber to snyltearter, en hveps (Agrypon flaveolatum) og en flue (Cyzenis albicans) på frostmåler larver. Hvepsene sætter æg ind i larverne. Fluerne lægger æg på blade, som larverne indtager, når de spiser bladene.
Som en biologisk bekæmpelse blev hvepsen introduceret i Canada, men den bliver ikke forfulgt i USA, fordi der ikke er tilstrækkelige beviser for, at hvepsen ikke ville lægge æg i larver af andre frostmåler arter. Introduktion af C. albicans, som er artsspecifik for bytte af frostmåler, har vist sig vellykket til kraftigt at reducere, men ikke eliminere, angreb af frostmåler i Nova Scotia.
Testintroduktioner blev påbegyndt i det østlige Massachusetts i 2005. Dette viste sig at være vellykket, så flere flueudsætninger har fundet sted på steder fra det sydøstlige Connecticut til kystnære Maine. Da frostmåler tæthed kan nå op på ti millioner larver pr. hektar, skal der flere år til, før fluernes parasitisme når 20-50%. Når dette er opnået, vil frostmåler tætheden falde, og bladaffald vil blive reduceret til niveauer, der ikke er så skadelige for træerne.
Forsinkelsen i etableringen er sandsynligvis et resultat af stor dødelighed fra rovdyr og hyperparasitoider på den forpuppede C. albicans. Behandling af frostmåler i Massachusetts ved hjælp af biologisk bekæmpelse med C. albicans viser positive resultater.

Der er forskellige måder at bekæmpe frostmåler bestanden på, afhængigt af årstiden. I løbet af det sene efterår og den tidlige vinter kan en sovende oliestråle bruges til at kvæle æggene. Når æggene er nyklækkede i slutningen af marts og begyndelsen af april, er Bt (Bacillus thuringiensis) en sikker og effektiv måde at bekæmpe larver på. Efterhånden som larverne bliver større, er spinosad også effektiv.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Winter Moths, Operophtera brumata (Linnaeus, 1758).

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Northern Winter Moths, Operophtera fagata (Scharfenberg, 1805).

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Bruce Spanworm, Operophtera bruceata (Hulst, 1886).

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Danby’s Winter Moth, Operophtera danbyi (Hulst, 1896).

Lille Frostmåler, Operophtera brumata  er den mest almindeligste sommerfugl i Danmark, kan optræde i millioner på den rigtige aften, så er alle løvtræerne tæt besat af sommerfugle,
Birkens Frostmåler, Operophtera fagata er også ret talrig, er nok den næst almindeligste sommerfugl. Her er fotos fra en regnvejsaften i Raadvad ved skolestien.
Jeg blev godt nok gennemblødt, håber at kameraet overlever denne omgang? d. 17 november 2004. Fotograf: Lars Andersen

28 maj 2015

Skogsstyrelsen: "Träd är som folk är mest"

Det är larverna av arten allmän frostfjäril, Operophtera brumata som är ovanligt många i södra Sverige i år och som plågar främst ek, men också andra lövträd, frukt- och bärträd är utsatta. –
Träd är som folk är mest, vissa är mer sjukliga och andra är friska och vitala. Och det behövs inte så mycket för att någon som redan är drabbad ska avlida.