Blå Ildfugl, Lycaena helle (Denis & Schiffermüller, 1775). Udseende: Hannen er violetblå på overside med diffuse sorte pletter. Hunnen er på overside sortgrå med rødt midterfelt og ydrefelt på forvinge med smal blå bånd i indre sømfelt. Som slidt forsvinder det violette skær.

Vingefang: 22 - 26 mm.

Habitat: Findes på ugødede græssede marker og blomsterrige enge med kildevæld. I nedbørrige områder findes den på tørre marker. Dens værtsplante Topspirende Pileurt er almindelig på den type habitater som ofte findes langs landeveje. Findes også på enge med fattigkær/moser med kalkpåvirket tørv.

Flyvetid: Er fra midt i maj til midt juni. Længere mod nord til først i juli. Den er temmelig hårfør, kan flyve i lave temperature som 6 til 8 grader!

Værtsplante: Topspirende Pileurt, Polygonum viviparum syn. Bistorta vivipara. I Mellemeuropa bruger den Slangeurt, Polygonum bistorta.

Kort lavet af; Lars Andersen maj 2020

Nordisk udbredelse: Findes i det østlige Norge fra Akershus til Hedmark og enkelte populationer nordpå til Finmark, og videre over til det nordlige Finland. Har tidligere været udbredt over hele Finland, men varmere klima, samt ændringer i skov og landbrugs drift, presser arten.
Findes i Sverige fra Darlarna, Gästrikland op til Lule Lappmark & Norrbotten. Er forsvundet fra Uppsala, Västmanland's Län og Örebro Län. Eventuelt er den også forsvundet fra Värmlands Län hvor den ikke er set siden 90'erne.
I 1987 var dette århundredes værste vejr for sommerfugle i Sverige med kulde og masser af regn og kun få soldage. Den svenske middelstemperatur var den femte laveste i hele 1900 talet. hvor der var mange varmekrævende arter der forsvandt. Især fordi bestande og lokaliteter var små i forvejen.

Verdensudbredelse: Der er et fund fra Estland 1905. Findes i Litauen. Hviderusland. Polen. Slovakiet. Tjekkiet. Lokal udbredt i Tyskland. Schweiz. Auvergne, Jura og de østlige Pyrenæer (Ariège) i Frankrig. Ardennerne i Belgien. Videre mod øst igennem Rusland i det centrale og sydlig Sibirien. Mongoliet. Transbajkal og Amur.

Underarter: I Auvergne, Centralmassivet, Frankrig findes der underart; ssp. arvenica (Bernardi & de Lesse, 1952).

Tidligere danske navne:
Henriksen og Kreutzer kalder den Helle-Ildfugl i Skandinaviens Dagsommerfugle i Naturen 1982.
Det er i Europas sommerfugle 1998 at Lars Trolle kalder den Blå Ildfugl.

På dansk hedder den: Blå Ildfugl. På norsk: Fiolett Gullvinge. På svensk; Violett Guldvinge.
På finsk: Luhtakultasiipi. På litauisk: Šiaurinis auksinukas. På polsk: Czerwonczyk fioletek.
På tysk; Blauschillernder Feuerfalter. På hollandsk: Blauwe Vuurvlinder.
På fransk: Cuivré de la Bistorte. På engelsk: Violet Copper.

Lignende arter: Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas & Sort Ildfugl, Lycaena tityrus.

Blå Ildfugl, Lycaena helle er beskyttet i alle EU lande: Europaean Habitats Directive site: 83. Annex II/IV.

På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind i alle stadier, og deres yngle- og rasteområder må ikke forringes. Bilag IV arterne er således ikke kun beskyttet i habitatområderne, men overalt hvor de yngler eller raster.

Kommentarer til indlæg på biodiversitet.dk;

Rasmus Ejrnæs; Det er jo tydeligt at der er større fokus på biodiversitet og sjældne arter i Sverige, men når jeg ser filmen, slår det mig om det er en helt fremmed tanke for svenskerne at biodiversiteten ikke er menneskeskabt.

Det er jo sjovt at det er vejkanterne og højspændingstracéerne som huser de rødlistede dagsommerfugle.

Enten er vi mennesker bare guds gave til de truede arter, eller også så er vores kulturskabte biotoper sidste levested, fordi vi har ødelagt processerne i de naturlige økosystemer.

Martin Stoltze; Ja, vejkanter m.m. er et refugium fordi der mangler naturlige lysåbne steder. Det er blå ildfugl et godt eksempel på. Men det skal med i ligningen, at det er længe siden mennesket ødelagde de helt naturlige økosystemer. Inden den blev fortrængt til vejkanterne brugte Blå Ildfugl de åbne, urterige arealer i det traditionelle nord- og mellemsvenske kulturlandskab. Altså ugødede slætenge som engang fandtes overalt men nu er stort set væk, nordpå især forvandlet til plantage.

Man kan sige, at dette er en fortælling med tre lag. En om den store natur, evolution og plads. En anden om historiske forandringer i landskabet og tab af halvkultur i takt med moderniseringen. En tredje om en arts konkrete muligheder på et levested lige nu, og hvad man eventuelt kan gøre der.
Det er tre forskellige ting, men man kunne godt i en formidling som denne prøve at få de store perspektiver med. Det savner jeg også......

På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind i alle stadier, og deres yngle- og rasteområder må ikke forringes. Bilag IV arterne er således ikke kun beskyttet i habitatområderne, men overalt hvor de yngler eller raster.

Efter nogle fantastiske dage var der sne tidlig næste morgen d. 14 juni, der besluttede vi os for at køre sydpå igen mod Fagersta. Tom N. Kristensen & Lars Andersen