Udseende: Er en lille sommerfugl med orangegyldne forvinger med fine sorte pletter, mørke bagvinger, hvor sømfeltet er orange med fine sorte sømpletter. Hannen er mere spidsvinget end hunnen der er lidt større og buttet i vingeform. 
Undersiden kan variere fra blygrå til lysebrun.

En mere almindelig form er med en række blå pletter på bagvinge overside i ydrefeltet,
form; caeruleopunctata (Rühl, 1895).
I højsommeren forekommer der ofte mørkere hanner med lidt længere haler,
form: elea (Fabricius, 1798).

Der findes en sjælden aberration der er lys flødefarvet på oversiden:
ab. schmidtii (Gerhard, 1853).
Endnu sjældnere er en hvid;
ab. alba (Tutt, 1906).

British Butterfly Aberrations
I England har man beskrevet over 140 forskellige aberrationer.

Vingefang: 22 - 34 mm.

Habitat: Dens levesteder er på sydvendte bakker, tørre sandede overdrev, heder, strandoverdrev, diger, braklagte magre jorde, ruderater med åbne jordpletter uden vegetation. Er lokal almindelig i kulturlandskabet.
Findes også oppe i bjergrige stenrige bjergsider i Himalaya oppe til 4900 m.,
og arktisk tundra på Ellsmere Isl.

Adfærd: Den er mest aktiv i skarp sol, hvor hannerne opretter små territorier, som de vil forsvare kraftigt mod rivaliserende hanner eller et forbipasserende insekt.
Lille Ildfugl er solelskende og ivrig blomsterbesøger på engbrandbæger, røllike, rejnfan, agertidsel, knopurt, blåhat, due-skabiose, merian, timian, øjentrøst og mange andre nektarrige blomster.
Man ser man den ofte langs grusveje og stier i på marker og skovlysninger hvor den holder øje med andre sommerfugle som den ivrigt jager væk fra sit territorium.
Hunnerne forfølges, og parring sker normalt i vegetationen.

Flyvetid: Er en lille hårdfør sommerfugl som flyver i 2 til 3 generationer fra april til november!
Sidste imago omefteråret er set i Sonnerup, Frederiksværk d. 16 november 2006 af Martin Bjerg.
På Madeira er der en fjerde generation. På de Kanariske øer flyver den året rundt.

Livscyklus:
Æggene lægges enkeltvis og iøjnefaldende på oversiden på planteblade, og den unge larve lever på undersiden af bladet og skaber "vinduer" ved at lade den øverste epidermis af bladet være urørt.
Forpupningen finder sted i bladkuldet, og puppen menes at blive passet af myrer.
Der er mellem to og tre yngel om året, færre længere nordpå.
I usædvanligt gode år forekommer en fjerde yngel nogle gange sydpå, og voksne kan stadig ses flyve ind i november. Arten overvintrer som larve.

Æg, larve og puppe: Æg lægges spredt eller enkeltvis på blade, klækker efter 4 til 10 dage.
Larve: Er normalt grønne, men nogle har en lilla stribe ned langs midten af ryggen og langs hver side.
Larveudvikling om sommeren er hurtig fra 2 til 3 uger, udvikling om efteråret er langsommere,
hvor den halvvoksne larve går til overvintring, efter overvintring forsætter larven sin vækst i 3 til 4 uger.
Puppe: puppestadie 1 til 3 uger som ligger gemt under mosser eller lav.

Myrmecophile relationer: Er begrænset.
Parasiter: Snyltehveps: Hyposoter placidus som angriber sidste larvestadie og puppe.
Småsnyltehveps; Cotesia puprea som lægger op til flere æg på larve.

Værtsplanter: Langt den vigtigste æglæggende plante er Rødknæ, Rumex acetosella er på surbund som er pionerplante der kan overleve og sprede sig. Selv ved tæt maskinel klipning eller intensiv fåregræsning.
Herunder den lille Dusksyre, Rumex thyrsiflorus også hvor det er tilgængeligt på Gran Canaria.
Hunnen lægger normalt sine æg på surbund/syrearter, sjældnere - men mere end undtagelsesvis - også på kalkrig jord Kruset Skræppe, Rumex crispus, Butbladet Skræppe, Rumex obtusifolius.
Jeg observerede Rumex vesicaria lægge æg flere gange.
Æglægning på Almindelig Syre, Rumex acetosa er derimod påfaldende sjælden.
Kilde: Wolfgang Wagner rapporterer på pyrgus.de.

Men også på Fransk Syre, Rumex scutatus og Almindelig Syre, Rumex acetosa.
På de Kanariske Øer er Rumex vesicarius ofte den vigtigste fødeplante.
Larven findes også på andre Rumex-arter, men jeg fandt den kun sjældent på Rumex maderensis.

Vejpileurt, Polygonum aviculare findes i de skandinaviske fjelde.
På arktiske tundra fra det nordlig Norge til Grønland bruges
Fjeldsyre, Oxyria digyna.

Spinatsyre, Rumex patientia L.).
Spinach of high-altitude cold desert.
Rabarberlignende Rumex-plante, Ladakh, Namlung La, 4900 m, Indien.

Nordeuropæisk udbredelseskort lavet af; Lars Andersen januar 2017

Udbredelse i Nordeuropa og Grønland:
Ssp. hibernica (Goodson, 1948); Irland og Isle of Man.

Ssp. eleus (Fabricius, 1798); Udbredt i England, Wales og Skotland.
P.S. Underart / ssp. eleus anderkendes i england (UK Butterflies), men i resten af europa bliver den betragtet som en ssp. phlaeas?

Ssp. phlaeas (Linnaeus, 1761); Udbredt i hele Europa til Kaukasus og vestlig Sibirien. I Norden fra Norges dybe fjelddale og fjorddale op til Lofoten og Tromsø, udbredt i det sydlige Sverige til Finland , mangler i nåleskovene mod nord og fjeldregionerne, undtagen langs jernbanen op til Kiruna Järnbane station og Abisko Östra station, Torne Lappmark. En af de få arter der er etableret på Gotska Sandön nord for Gotland.

Og indført med kolonialiseringen fra Skandinavien til det østlige USA fra Nova Scotia sydpå til Georgia, Tennessee og Arkansas, og bredt sig til midtvesten til N. Dakota.
I USA kalder de den American Copper, Lycaena phlaeas ssp. americana (Morris, 1862).

Ssp. polaris (Courvoisier, 1911); Nord for polarcirklen fra Miessevarri, Kåfjordfjellet i Troms til Kilpisjärvi og Utsjoki i det nordligste Finland til Rolvsøya og Vadsøya, Finnmarken i det nordlig Norge. Videre udbredt til Kolahalvøen i det nordlig Rusland, de nordlig Uralbjerge til det nordlig og østlig Sibirien.

Ssp. feildeni (McLachlan, 1878); Det nordlig Alaska, arktiske Canada til Ellsmere Island. Qaanaaq ved MacCormick Fjord og Inersusat nær Pituffik, Thule Airbase i det nordvestlig Grønland.

Ssp. baralacha (Moore, 1884) Ladakh.
Chrysophanus baralacha Moore, 1884; J. asiat. Soc. Bengalen 53 Pt.II (1): 25; TL: Baralacha Pass (16060 fod), Ladakh.
Lokalitet: Pass Hindus-Tal. Indien, Ladakh, Namlung La, 4900 m.
Rabarberlignende Rumex-plante. Indien, Ladakh, Namlung La, 4900 m, Indien.

Ssp. phlaeoides (Staudinger, 1901)Madeira
Chrysophanus phlaeas var. phlaeoides Staudinger, 1901; Kat. Lep. palæarct. Faunengeb. 1:74 (Knaggs i l.)
Lycaena phlaeas phlaeoides; [CoL]; iNaturalist.

Ssp. pseudophlaeas (Lucas, 1866) Etiopien.
Chrysophanus phlaeas pseudophlaeas Lucas, 1866; Ann. Soc. Ent. Fr. (4) 5: 499; TL: Abessinien

Der findes flere underarter beskrevet, som i kan læse om på Lepidoptera and some other life forms.

Verdensudbredelse: Lille Ildfugl findes cirkulært over hele den nordlige halvkugle fra de kanariske øer og Madeira hvor ssp. phlaeoides (Staudinger, 1901) findes. Det nordvestlig Afrika, Levanten, Oman, Saudi Arabien, Eritrea, Etiopien, Uganda til Kenya, Tanzania og Malawi. Europa, Lille Asien, Nepal, Centralasien, Kina og Japan. I Nordamerika fra Alaska, Canada, USA til Ellsmere Island og det nordvestlig Grønland fra Thulebasen og Qaanaaq ved MacCormick Fjord.

Status: Lille Ildfugl er almindelig overalt i Danmark selv helt ud på de små øer. Er dog de senere år gået tilbage pga. øgede giftstoffer og kvævlstoffer i landbruget. På Amager Fælled var den ganske almindelig for 5 år siden, men nu i 2013 var der kun nogle få individer tilbage, er måske forsvundet?

Tidligere svensk navn før 2005: Liten Guldvinge.
Navneændringer på svenske fjärilar 2004 av Ulf Gärdenfors & Mats Lindeborg

Hedder på grønlandsk: Pakkaluaq Takornautaq. På dansk: Lille Ildfugl. På norsk: Ildgullvinge.
På svensk: Mindre Guldvinge. På finsk: Pikkukultasiipi. På estisk: Leek-kuldtiib.
På lettisk: Parastais zeltainitis. På litauisk: Mažasis auksinukas. På polsk: Czerwonczyk zarek.
På tysk: Kleiner Feuerfalter. På hollandsk: Kleine Vuurvlinder. På fransk: Cuivré Commun.
På italiensk: Argo bronzato. På katalansk: Coure comú. På spansk: Manto bicolor.
På portugisisk: Acobreada. På irsk: Copróg Bheag. På engelsk: Small Copper or American Copper.

Lignende arter: Kan forveksles med Sort Ildfugl, Lycaena tityrus hun som er samme størrelse, men kendes på den lyse gråhvide plettet underside. Og en slidt Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae hun på oversiden.
Og en slidt Blå Ildfugl, Lycaena helle fra det mellemste Sverige og det sydøstlige Norge.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Small Copper, Lycaena phlaeas  (Linnaeus, 1761).

Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas (Linnaeus, 1761) hun der lægger æg på Dusksyre.
Brakmark ved Balkalund, Bornholm d. 25 september 2024. Fotograf: Michael Stoltze

Balkalund
25 september 2024
Michael Stoltze.

"Ildfuglen lægger æg".
Den lille ildfugl flyver nu i årets 3. generation på solrige steder med læ, rødknæ eller syre.
I søndags fulgte jeg en hun længe, og det viste sig, at den lagde æg på kimplanter af dusksyre ude på vores brakmark, der er ved at blive til overdrev. Her er ildfuglen og en dusksyrekimplante med det lille, hvide ildfugleæg, som kun er 0,6 mm i diameter.

Facebookgruppen: I
ldfugl lægger æg, "Sommerfuglehaver.dk".