Skovhvidvinge, Leptidea sinapis (Linnaeus, 1758).

Udseende: Læs mere om udseende og forskelle imellem de to svært vanskelige arter på siden med Enghvidvinge.
Vingefang: 32 - 44 mm.

Habitat: Flyver i skovlysninger og skovkanter i ældre blandingskov, samt på grænsen til fugtige enge og moser på nærringsfattige jorde.

Adfærd: Er meget aktive i solskin hvor hanner jager alle andre hvide sommerfugle og ofte ses jage Aurora hunner. I gråvejr sætter de sig under blade i skovbunden.
Hun ses ofte i nærheden af værtsplanten, hvilket er den nemmeste måde at skille disse arter fra hinanden ude i felten.

Flyvetid: I det meste af Norge, Sverige og Finland, og Irland i én generation fra sidst i maj til først i juli.
I England, det nordlige Frankrig, det sydøstlige Sverige, sydlig Finland, de Baltiske lande og Polen i to generationer fra midt i maj til midt i juni og igen i den mindre talrige 2. generation i juli/august.

Æg, larve og puppe: Hunnen sætter æg enkeltvis på værtsplantens stilk. Larven er grøn, svær at få øje på og har fire stadier.

Værtsplante: I det sydlige Sverige lever Skovhvidvinge larve på Krat Fladbælg, Lathyrus linifolius som kan være talrig i et ellers nærringsfattig miljø. Længere mod nord i Sverige savnes denne plante,  så der må den leve på en anden plante? I England er den oftes set lægge æg på Almindelig Kællingetand, Lotus corniculatus så mon ikke det samme gælder for det nordlige Sverige?

Skovhvidvinge larve er i Mellemeuropa også fundet på Lucerne, Medicago sativa, Musevikke, Vicia cracca. Vår­Vikke, Vicia lathyroides, Almindelig Kællingetand, Lotus corniculatus og Kær-Fladbælg, Lathyrus palustris.

Parasitter: Hvepse i familien Trichogrammatidae snylter på æg og tegner sig for en lille procentdel af ægdøden.
Larverne er parasiteret af Cotesia vitripennis og Cotesia anchisiades, som er to braconide hvepsearter. Og der er også en snylteflue i Tachinidae familien der er larveparasit der selv er udsat for parasiter i snyltehvepse Chalcidoidea superfamilen. Når værten selv er en snylter / parasit, omtales de andre som hyperparasiter.

kort lavet af Lars Andersen januar 2017

Dansk udbredelse: Skovhvidvinge er sidst fundet i Marselisborgskovene, Østjylland i 1976†, og må dermed betragtes som værende uddød i Danmark. Før er den også fundet flere steder i Østjylland, langs Gudenåen, Djursland. På Sjælland fandtes den i Sydsjælland (Lorup, Haraldsted & Sorø skovene samt Krageskov) og Nordsjælland hvor den var i Tisvilde Hegn op til 60'erne, derefter gik den drastisk tilbage og sidst set i Tibirke, 1972 og i Ellemosen i 1976. Årsagen til den forsvandt fra Tisvilde Hegn hvor den ellers var lokal almindelig op til 60'erne skyldes bla. at de flade områder langs Helsingevej, Frederiksværkvej og Nyvej blev udstykket til sommerhusgrunde. I 1944 fotografere Lufwaffe området fra luften, og der kan man se gårde med marker. Det er især området vest for Bisp Absalons Vej der blev udstykket som gjorde udslaget for Skovhvidvinge. Ang. populationen der forsvandt fra Ellemosen, er nok landbruges øgede brug af kvævlstoffer og sprøjtning årsag til den forsvandt.

Udbredelse: 1901 1946 1961 - 1982

Kort lavet af; Magnus Vest Hebsgaard d. 6 Marts 2014

Konklusion: Skovhvidvinge & Enghvidvinge er forsvundet i samme takt som stævningsdriften ophørte i Danmark. En anden årsag er den sidste store omlægningen af skovdriften tilbage i 30'erne hvor løvtræ ikke mere var rentable, hvor der blev plantet gran i stedet. Efterhånden som driften blev mere effektiv, fik bedre maskineri og man indførte sprøjtning og gødskning i skovdriften og landbruget, som nok er med til disse 2 fine arter forsvandt fra Danmark. Undersøgelser har vist at begge arter fandtes på Sjælland og Jylland.

Nordeuropa
Har tidligere været udbredt i større skove i det østlige Danmark men er sidst fundet i Risskov syd for Århus, 1976. Udbredt i Norge, Sverige og Finland i lavere højder, op til 400 m. Udbredt fra de Baltiske lande til Polen og Tyskland, videre ned til Holland, Belgien og Bretagne og Normandiet i det nordlig Frankrig.En isoleret bestand i det vestlig Irland og sporadisk udbredt i England og Wales.

Verdensudbredelse Videre udbredt i Europa, Tyrkiet, Libanon, Syrien, Kaukasus til det vestlig Sibirien og Tian Shan bjergene i Kirgisistan og vestlig Kina.

Status fra før 1999: Man kendte kun: Skovhvidvinge, Leptidea sinapis (Linnaeus, 1758). 

På dansk: Skovhvidvinge. På norsk: Skoghvitvinge. På svensk: Skogsvitvinge. 
På finsk: Virnaperhonen. På estisk: Harilik sinepiliblikas. På lettisk: Dedestinu baltenis.
På litauisk: Paprastoji garstyte. På polsk: Wietek gorycznik. På tysk: Senfweißling.
På nederlandsk: Boswitje. På fransk: Piéride de la Moutarde. På spansk: Blanca Esbelta.
På italiensk: Pieride della Senape. På engelsk: Wood White. På irsk: Bánóg Choille.

Lignende arter: Enghvidvinge, Leptidea juvernica. Sydvestlig Enghvidvinge, Leptidea reali. Grøn Skovhvidvinge, Leptidea duponcheli & Stor Skovhvidvinge, Leptidea morsei.

Fredning: Retsinformation
Miljøministeriet. BEK nr 257 af 14/02/2021 Artfredningsbekendtgørelsen.

Leptidea sinapis: female and male 1. gen. 1976†

Leptidea sinapis: female and male 2. gen. 1976†

Leptidea juvernica: female and male. 2004†

________________________

An evening at the Zoological Museum in sessions where I photographed 2 Danish butterflies species, which now both have disappeared from Denmark.

Leptidea sinapis: female variation.

________________________

Leptidea juvernica: male, and Leptidea sinapis: male with light color apicalspot.

D. 5 November 2009. Fotograf; Lars Andersen

Citater fra Den bæredygtige insektsamler Af Palle Jørum

I dag hvor hensyn til natur og miljø for et stort og heldigvis stigende antal mennesker er blevet en hjertesag, kan det måske nok ved første øjekast tage sig mærkeligt ud, at erklærede naturelskere bruger tid og kræfter på at slå småkravl ihjel for siden at indlemme dem i en samling. Men forklaringen er simpel: Som entomologer mener vi, det er lige så vigtigt at have kendskab til hvilke arter af insekter, der findes i Danmark, som det er at vide hvilke fugle og hvilke blomster vi har. Vi vil også gerne have styr på de forskellige arters udbredelse, ligesom vi prøver at finde ud af hvilke arter, der er sjældne og måske truede. Et lands dyre- og planteliv er jo ikke noget stationært, tværtimod sker der hele tiden forandringer - nogle arter kommer til udefra, andre forsvinder; nogle af disse forandringer kan skyldes naturens egen dynamik, andre kan være forårsaget af menneskets aktiviteter. For at kunne få den nødvendige viden om alle disse forhold, er indsamling nødvendig. Det skyldes, at langt de fleste insekter er små og komplet umulige at bestemme i naturen. Selv når man er kommet hjem med et insekt, kan en sikker identifikation ofte kun ske efter at dyret er dissekeret, undersøgt i mikroskop og sammenlignet med nærtstående arter. Det kræver, at man har en omfattende referencesamling til sin rådighed. Desuden er det vigtigt, af hensyn til troværdigheden af en fundoplysning, at der findes dokumentation i form af et samlingseksemplar. Nogle forskere anser enhver meddelelse om et fund for værdiløs, hvis der ikke også foreligger et indsamlet dyr. Det er ikke samlingen, der er et mål i sig selv for os, men den viden indsamlingen giver os, og som vi ikke kan få på anden måde. De private insektsamlinger ender iøvrigt i næsten alle tilfælde på et tidspunkt på et af vore zoologiske museer - de står altså til rådighed for fremtidige videnskabelige undersøgelser.

Et udmærket eksempel i denne sammenhæng er Ole Karsholts undersøgelse af udbredelsen af dagsommerfuglen Skovhvidvinge i Danmark. Her viste genital-undersøgelser, foretaget på eksemplarer i samlinger, at vi i virkeligheden havde to arter i Danmark og ikke kun én, og samtidig kunne de to arters udbredelse klarlægges. Havde vi ikke haft indsamlede individer, ville vi aldrig have fået denne viden om vor dagsommerfuglefauna.

Inden for de seneste år er vi blevet beriget med flere fremragende publikationer om dansk insektliv - bl.a. værker om de danske svirrefluer, de danske dagsommerfugle, guldsmede og græshopper. Den viden om arternes udbredelse og forekomst i Danmark som viderebringes i disse bøger, skyldes for en stor del den indsats, dygtige samlere - langt de fleste amatører - gennem ca. et par hundrede år har ydet. Klippet fra Lepidopteologisk forening.