Grøn Skovhvidvinge, Leptidea duponcheli (Staudinger, 1871). Udseende: Ribbe R1 på forvinge overside med en tydelig bule under midtcelle, Hos de andre Leptidea arter er ribben flad. I forårs generationen har han & hun grå apical-plet som er kantet afgrænset i forvingespidsen. Følehornkølle er brun på underside.

Kendes fra de andre nærbeslægtede arter at bagvinge underside er grøn med hvid diskalcelle og stor hvid spot i forkanthjørne i første generation.

I anden generation er hannens hvidgul med apicalplet mørkere, næsten sort. Hos hunnerne i anden generationen er hvidgul, apicalplet mere diffus og deler sig ud som ribbestreger, og anes kun.

I anden generation er bagvinge underside næsten tegningsløs hvidgul.

Vingefang: 34 - 42 mm.

Habitat: lever på tør mark & maki hvor dens foderplanter vokser talrig.

Flyvetid: 2 kuld midt i april til midt maj & fra midt i juni til sidst i juli.

Værtsplante: Sydlig Gul-Fladbælg, Lathyrus aphaca. Gul-Fladbælg, L. pratense & L. uliginosus.

Æg, larve og puppe: I varme somre tager larvetiden kun to uger.

Udbredelse:

På engelsk hedder den: Eastern Wood White. På fransk: Piéride de Duponchel.

Lignende arter: Skovhvidvinge, Leptidea sinapis. Enghvidvinge, Leptidea juvernica. Sydvestlig Enghvidvinge, Leptidea reali & Stor Skovhvidvinge, Leptidea morsei.

Dagens første stop var en knold lige nord for byen Siatista i 1050 m der helt gav ”Gargia-vibes” (læs: Gargia er et af de mest berømte sommerfuglebjerge i Finnmarken med bestande af bl.a. Højnordisk Høsommerfugl, Colias hecla sulitelma. Arktisk Perlemorsommerfugl, Boloria chariclea. Polarperlemorsommerfugl, Boloria polaris. Arktisk Randøje, Oeneis bore. Nordlig Mosebjergrandøje, Erebia disa m.fl.).

Her var goldt, men der var et hav af Stepperandøje, Proterebia phegea pyramus. I løbet af en halv times tid havde vi vel set +25 eksemplarer. De flyver meget tidligt på dagen, det er typisk for både denne og de nært beslægtede Erebia-arter, hvor det er meget vigtigt at være tidligt på lokaliteterne.

Vi kørte herfra en smule længere op i højden, hvor vi fandt en kløft i 1100 m, hvor der fløj rigtig mange Lille Gul Aurora, Anthocharis gruneri. Det blev til +75 dyr samt rigtig mange phegea pyramus. Dertil enkelte Zerynthia polyxena, 1 Colias crocea f. helice og enkelte Glaucopsyche alexis alexis.
Herefter kørte vi op til den lille bjergby Galatini for lige at få en hurtig kop kaffe. Inde i bjergbyen Galatini så vi en enkelt malplaceret Proterebia phegea pyramus i en bypark. Syret. Det kan være den var fløjet derind for at få en kop kaffe ligesom os.

På den her årstid er det lige omkring skiftet fra ca. 950 m til 1050 m hvor sommerfuglefaunaen fuldstændigt skifter. Så snart vi nåede ned til ca. 950 m begyndte der at flyve færre phegea pyramus, der flyver højere her i Askio-bjergene end de fleste andre dagfugle, til gengæld der mange andre sjove dyr når vi kommer <1000 m. Vi fandt nogle gode skråninger og vejkanter lang med vejen mellem Galatini og Skiti i afstand 500 m til 2000 m fra Skiti, hvor der fløj meget. Her kan vigtigst nævnes 1 Guirlandesommerfugl, Zerynthia polyxena f. ochracea, enkelte Marmorbredpande, Carcharodus alceae, rigtig mange Gråbåndet Bredpande, Erynnis tages, 1 Skærbredpande, Pyrgus serratulae major, pænt mange Grøn Skovhvidvinge, Leptidea duponcheli lorkovici (ny art for alle, jubii), 1 Leptidea sinapis, enkelte Bjergkålsommerfugl, Pieris ergane og et par Østlig Timianblåfugl, Pseudophilotes vicrama schiffermuelleri. Smukt.

Vi sluttede med at køre ind til Skiti og videre mod nord, hvor vi startede turen. Sidst var vi her i gråvejr og blæst, denne gang i flot sol. Der fløj mange dyr, rigtig mange af de nævnte, men dertil bør nævnes 1 Sydlig Høsommerfugl, Colias alfacariensis, et par hanner af Esparsette-Blåfugl, Polyommatus thersites, virkelig mange Pseudophilotes vicrama schiffermuelleri, et par Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi og en enkelt Snudesommerfugl, Libythea celtis.

Stor Skovhvidvinge, Leptidea morsei (Fenton, 1882). Udseende: I forårs generationen har han & hun grå apical-plet som er kantet afgrænset i forvingespidsen.

I anden generation er hannens apicalplet mørkere, næsten sort. Hos hunnerne i anden generationen er apicalplet mere diffus og deler sig ud som ribbestreger, og anes kun.

Kendes fra de andre nærbeslægtede arter at forvinge er lettere seglformet.

Vingefang: 37 - 46 mm.

Habitat: Skovlysninger og skovkanter og især langs bilgrusveje i ældre fugtig løv- og blandingskov hvor dens foderplanter vokser talrig.

Flyvetid: 2 kuld midt i april til midt maj & fra midt i juni til sidst i juli.

Værtsplante: Vår-Fladbælg, Lathyrus vernus & Sort Fladbælg, L. niger.

Æg, larve og puppe: I varme somre tager larvetiden kun to uger.

Udbredelse: Det sydlig Polen, Slovakiet, sydøstlig Østrig, Ungarn, nordlig Kroatien, Transsylvanien & Karpaterne i Rumænien. Det sydøstlig Tyrkiet til Kaukasus, sydlig Ural bjergene, Altai, fra vestlig Sibirien til Japan.

Stor Skovhvidvinge, Leptidea morsei er på Europaean Habitats Directive 92 /43 / EEC. Annex II/IV.

På bilag IV er opført dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse. Medlemslandene skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres yngle- og rasteområder må ikke forringes. Bilag IV arterne er således ikke kun beskyttet i habitatområderne, men overalt hvor de yngler eller raster.

På engelsk hedder den: Fenton's Wood White. På tysk: Östlicher Tintenfleck-Weißling. På fransk: Piéride de la Gesse. På hollandsk: Osstelijk Boswitje.

Lignende europæiske arter: Skovhvidvinge, Leptidea sinapis. Enghvidvinge, Leptidea juvernica. Sydvestlig Enghvidvinge, Leptidea reali & Grøn Skovhvidvinge, Leptidea duponcheli.

Lignende asiatiske arter: Leptidea amurensis (Ménétriés, 1859). Leptidea gigantea (Leech, 1890).

Lignende orientalsk art: Physche, Leptosia nina (Fabricius, 1793).

Bagvinge underside er lysegul med fin grå marmorering.

2. gen. er hans bagvinge underside hvid med en enkelt grå linje i ydrefelt.

1. gen. er de lysegule med grå marmorering på bagvinge underside.

2. gen. er de hvide med lidt grå marmorering på bagvinge underside.

2. gen. er bagvinge underside næsten tegningsløs hvidgul.

Amur-Skovhvidvinge, Leptidea amurensis (Ménétries, 1859). Udseende: I forårs generationen har han & hun grå apical-plet som er kantet afgrænset i forvingespidsen.

I anden generation er hannens apicalplet mørkere, næsten sort. Hos hunnerne i anden generationen er apicalplet mere diffus og deler sig ud som ribbestreger, og anes kun.

Kendes fra de andre nærbeslægtede arter at forvinge er mere seglformet.

Vingefang: 37 - 46 mm.

Habitat: Skovlysninger og skovkanter og især langs bilgrusveje i ældre fugtig løv- og blandingskov hvor dens foderplanter vokser talrig.

Flyvetid: 2 kuld midt i april til midt maj & fra midt i juni til sidst i juli.

Værtsplante: Hedysarum ussuriensis. Lupinus species & Vicia amoena.

Æg, larve og puppe: I varme somre tager larvetiden kun to uger.

Udbredelse: Mongoliet, Manchuriet i nordlig Kina, Korea. Det østlig Rusland: Irkutzk, Transbajkal, Yakutsk, Ussuri, Amur. Sakhalin til Japan.

På engelsk hedder den: Asian Wood White.

Lignende arter: Stor Skovhvidvinge, Leptidea morsei (Fenton, 1882). Leptidea gigantea (Leech, 1890).