Skyggerandøje / Dårgräsfjäril
Lopinga achine ssp. suecica
first update d. 28 july 2007
last update d. 30 june 2024
Skyggerandøje, Lopinga achine. Bjärka-Säby, Linköping,
Östergötland. Sverige juni - juli 2010-14. Fotograf; Lars Andersen
Skyggerandøje, Lopinga achine (Scopoli, 1763), ssp. suecica (Bryk,
1951).
Udseende:
Er gråbrun på vingeoverside med store sorte
gulringet øjepletter i indre sømfelt med lys
smal bånd i ydrefelt fra forvingekant ned til
midt på vingen.
På
vingeunderside går mønstre igennem, på
bagvinge er de sorte gulringet øjepletter
omgivet af et hvidt ydre- og sømfelt. med 2 gule
sømkantbånd og hvide frynser.
Kønnene
er ens, hunnen lidt større end hannen med
tykkere bagkrop og mere rundvinget. Vingefang; 43
- 50 mm.
Habitat: Flyver i
blandet løvskov på kalkrig grund inde i skyggen
imellem træer og buske i skovlysninger og langs
grusveje domineret af eg med lysninger omkranset
af Hassel-buske, hvor værtsplante vokser
nedenunder.
Adfærd: Hannerne klækker en uge
før hunnerne og ynder at sidde på de
solbeskinnede hasselblade i en meters højde,
flyver gerne igennem skyggen til næste lysning,
ynder bladlushonning som ofte falder ned på
oversiden på hasselblade, går sjælden til
blomster. Randøjen tiltrækkes af blødende
døende træer der er angrebet af glassværmere
som Seljepil, Salix
caprea hvor de kan sidde i antal og suge.
Flyvetid: fra sidste uge i juni
til sidst i juli.
Værtsplante: I Sverige er det Bakke-Star, Carex
montana. I resten af Europa bruges
også Skov-Stilkaks, Brachypodium
sylvaticum og Bakke-Stilkaks, Brachypodium
pinnatum.
Udbredelseskort
over Lopinga achine. Marts
2017.
Illustrator; Lars Andersen
Udbredelse i Nordeuropa:
Ssp. suecica (Bryk,
1951)
findes lokalt udbredt i det østlig Sverige syd
for Linköping fra Skeda Udde, Bjärka-Säby til
Östra Ryd og Myrstad syd for Söderköping,
Östergötland.
Tidligere fandtes den ved Ringsjön i Skåne
indtil 1916.
Er mindre end nominatformen.
Man betragtede arten for uddød i
Sverige efter 1916 indtil Helge
Rambring overraskende opdagede en stor
bestand ved Buttle på Gotland d. 6 juli
1949, som blev navngivet til
Ssp.: rambringi (Bryk,
1951)
Underarten ssp.: rambringi
er senere blevet underkendt, da
den Gotlandske bestand ligner de
Mellemeuropæiske bestande.
I 1955
genopdages ssp.: suecica ved
Linköping hvor den også forekom i det forrige
århundrede.
Ssp. achine
(Scopoli, 1763).
Er udbredt i det sydlige Finland, de Baltiske
lande og Polen hvor den kendes fra Bialovieza
skovene.
Verdensudbredelse:
Videre udbredt i Øst/Centraleuropa ned til
Sydtyrol i det nordlige Italien. Det nordlige
Balkan, Ukraine, Rusland, det centrale Asien til
Amur, Ussuri, Sakhalin, Korea og Japan.
Andre
danske navne: Tidligere dansk navn: Storøjet
Randøje indtil 1981. Det nuværende navn Skyggerandøje
findes i "Skandinaviens
Dagsommerfugle i Naturen" af
Henriksen, H. J. &
Kreutzer, Ib,.
1982.
Hedder
dansk: Skyggerandøje. På svensk: Dårgräsfjäril. På finsk: Kirjopapurikko.
På estisk: Sõõrsilmik. På letisk: Garas
samtenis.
På litauisk: Akiuotasis satyras.
På polsk: Osadnik
wielkooki.
På tysk: Gelbringfalter. På hollandsk: Boszandoog.
På fransk: Bacchante. På engelsk: Woodland
Brown. På
spansk: Bacante.
|
Skyggerandøje, Lopinga achine. Bjärka-Säby, Linköping,
Östergötland, Sverige d. 3 Juli 2015. Fotograf; Lars Andersen
Woodland Brown, Lopinga achine is a butterfly in the subfamily Satyrinae. Woodland Brown flying in mixed deciduous forests
on calcareous grounds in the shadows between the
trees and bushes in forest clearings and along
gravel roads dominated by oak with clearings
surrounded by Hazelnuts-bushes where Soft leaves Edge, Carex montana grows below.
Found in Sweden south of
Linkoping and Gotland where it was discovered as
recently as 1949.
Previously, there was a population of Ringsjön
in Skåne back in 1800 century. Otherwise, widespread in
southern Finland, the Baltic countries and
Eastern / Central Europe down to South Tyrol in
northern Italy.
Most of the suitable
habitats for the species have been transformed to
gardening in central an eastern Europe.
Is protected in all EU
countries. Habitats Directive IV.
|
Skyggerandøje, Lopinga
achine
parring med en påtrængende han. |
Bjärka-Säby,
Linköping, Östergötland, Sverige d. 8 Juli
2014.
Fotograf; Magnus Vest Hebsgaard |
____________________________________
Fridlysta
Ryggradslösa djur i Östergötland
Nedan
följer en lista över de nationellt fridlysta
ryggradslösa djurarter som finns i
Östergötland. Fler nationellt fridlysta arter
finns i andra delar av Sverige. Det är
förbjudet att inom landet döda, skada, fånga
eller på annat sätt insamla vilt levande
exemplar av dessa. Det är också förbjudet att
ta bort eller skada dessa arters ägg, rom,
larver eller bo.
Apollofjäril Parnassius apollo
Bred gulbrämad dykare Dytiscus latissimus
Bred paljettdykare Graphoderus bilineatus
Citronfläckad kärrtrollslända Leucorrhina
pectoralis
Dårgräsfjäril Lopinga achine
Ekoxe Lucanus cervus
Grön mosaiktrollslända Aeshna viridis
Läderbagge Osmoderma eremita
Svartfläckig blåvinge Maculinea arion
Bred kärrtrollslända Leucorrhina caudalis
Pudrad kärrtrollslända Leucorrhinia
albifrons
|
"Liste over
beskyttede sommerfugle arter i Frankrig".
Skyggerandøje
er beskyttet i alle EU lande: Europaean Habitats Directive site: 83. Annex IV. På bilag IV er opført dyre- og
plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver
streng beskyttelse. Medlemslandene skal træffe
foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters
naturlige udbredelsesområde. Dyrene må fx ikke
fanges ind, deres æg ikke indsamles og deres
yngle- og rasteområder må ikke forringes. Bilag IV arterne er således ikke
kun beskyttet i habitatområderne, men overalt
hvor de yngler eller raster. |
____________________________________
Skyggerandøje, Lopinga achine. Bjärka-Säby, Linköping,
Östergötland. Sverige d. 25 Juni 2014. Fotograf: Lars Andersen
____________________________________
____________________________________
Skyggerandøje
Lopinga achine ssp. achine
first update d. 18 october 2012
last update d. 8 april 2017
Skyggerandøje, Lopinga achine. Bialowieza Skoven, Polen juni 2011. Fotograf; Lars Andersen
Skyggerandøje, Lopinga achine (Scopoli, 1763) findes i
Mellemeuropa fra Gotland, Finland, de Baltiske
lande, Polen ned til Alperne og Frankrig. Videre
i Rusland til Japan i forskellige underarter. Skyggerandøje fundet i
Danmark? Dette danske fund af Storøjet
Randøje /Skyggerandøje, Lopinga achine fra
Lyngby Mose, juni 1895 blev
offentliggjort 1903 i
Entomologiske Meddelelser af K. Wulff som
opgav fundet fra anden samler. Man godtog dengang
uden videre fundet, og det havde man god grund
til. Så meget kan man sige om sagen at K. Wulff har
handlet i god tro.
Med
kendskab til population som fandtes ved Ringsjön
i Skåne, måtte det danske fund være i orden.
Populationen ved Ringsjön, Skåne var hyppig
indtil 1916 hvor den forsvandt.
Sidst i 50'erne besøgte
Helge Rambring
Zoologisk Museum i København for at studere det
danske fund, og kunne se den ligner dem fra de
Mellemeuropæiske populationer. Enten er
eksemplaret fanget sydpå og er meldt fundet i
Danmark med falsk etiket. Eller der er indført
græs med æg eller larve sydfra. Det vil nok
aldrig blive opklaret, dog kan man sige om
samleren som har fanget den, havde flere
tvivlsomme fund stående?
Reference; Torben W. Langer "Nordens
dagsommerfugle" 1958.
|
____________________________________
Urokse versus Heckkvæg
first update d. 8 april 2017
last update d. 7 november 2022
Heckkvæg, som er et forsøg på at fremavle
en race der ligner Urokse, hvilende i skyggen. Bialowieza
Skoven, Polen d. 19 juni 2011. Fotograf: Lars Andersen
Urokse, Bos taurus primigenius som er en uddød okseart, var i
stenalderen udbredt i det temperede Europa, og
var et vigtig byttedyr for fortidens mennesker.
Senere med agerbruget hvor korn, tamkvæg m.m.
forsvandt uroksen levesteder i Danmark og Europa,
den sidste blev skudt i Polen i 1627. Før agerbruget var det
temperede Europæiske landskab præget af
mosaik-løvskove med mindre og større lysninger
til stepper, skabt af de store græsædere som
urokse, bison, heste og kæmpehjort med flere.
Hvor man kunne se Skyggerandøje flyve
omkring i Hasselbuske langs
lysninger.
Med
en skulderhøjde på op til 180 cm hos tyre og
155 cm hos køer, var det en af de største
planteædere i holocæn; den havde massive
aflange og brede horn, der nåede 80 cm i
længden.
Landskaber
i Europa har sandsynligvis bestået af tætte
skove gennem store dele af de sidste par tusinde
år. Urokserne har sandsynligvis brugt flodskove
og vådområder langs søer. Pollen fra for det
meste små buske fundet i fossilholdige
sedimenter med urokserester i Kina indikerer, at
det foretrak tempererede græsklædte sletter
eller græsarealer, der grænsede op til skove.
Den har muligvis også levet i åbne
græsarealer. I den varme atlantiske periode af
Holocæn var det begrænset til de resterende
åbne land- og skovkanter, hvor konkurrencen med
husdyr og mennesker gradvist øgedes, hvilket
førte til en successiv tilbagegang af urokserne.
Udryddelse:
I det sydlige Sverige var uroksen til stede under
det holocæne klimaoptimum indtil mindst 7.800
år BP. I Danmark skete den første kendte lokale
udryddelse af uroksen efter havniveaustigningen
på de nydannede danske øer omkring
8.0007.500 år BP, og de sidste
dokumenterede urokser levede i Sønderjylland
omkring 3.000 år BP. Det seneste kendte
uroksefossil i Storbritannien dateres til 3.245
år BP, og det var sandsynligvis udryddet for
3.000 år siden.
Den
gradvise udryddelse af urokserne i Centraleuropa
skete samtidig med rydningen af store
skovområder mellem det 9. og 12. århundrede.
Bestandene i Ungarn faldt siden mindst det 9.
århundrede og var uddød i det 13. århundrede.
Subfossile data indikerer, at den overlevede i
det nordvestlige Transsylvanien (i Rumænien)
indtil det 14. til 16. århundrede, i det
vestlige Moldavien (også i Rumænien) indtil
sandsynligvis det tidlige 17. århundrede, og i
det nordøstlige Bulgarien og omkring Sofia
indtil det 17. århundrede højst. Et uroksehorn
fundet på et middelalderligt sted i Sofia
indikerer, at det overlevede i det vestlige
Bulgarien indtil anden halvdel af det 17. til
første halvdel af det 18. århundrede.
Den sidst kendte urokseflok levede i en sumpet
skov i Polens Jaktorów-skov. Det faldt fra
omkring 50 individer i midten af det 16.
århundrede til fire individer i 1601. Den sidste
urokseko døde i 1627 af naturlige årsager.
|
Link til "Urørt Skov"
af Rune
Engelbreth Larsen
på Danarige.dk
Link til Bialowieza
Nationalpark (Bialowieski Park
Narodowy)
____________________________________
Skyggerandøje, Lopinga achine. Bialowieza skovene i det
østlige Polen juli 2004. Fotograf; Troells Melgaard
____________________________________
Skyggerandøje, Lopiga achine og Østlig
Skyggerandøje, Lopiga deidamia
____________________________________
Østlig Skyggerandøje
Lopinga deidamia
first update d. 21 october 2018
last update d. 23 october 2018
Østlig Skyggerandøje, Lopiga deidamia han.
Huangyaguan,
Kinesiske Mur nordøst for Beijing, Kina d. 19 september
2018.
Fotograf: Hanne Christensen
Østlig Skyggerandøje,
Lopinga deidamia (Eversmann, 1851). Udbredelse:
Fra de
sydlige Uralbjerge over det sydlig Siberia til
Ussuri og Amur, Mongoliet, Kina til Korea og
Japan.
|
Huangyaguan, Kinesiske Mur nordøst for
Beijing, Kina d. 19 september 2018. Fotograf: Hanne Christensen
____________________________________
Tilbage til Palæarktiske Dagsommerfugle
Butterflies from Palaearctic
Asian Butterflies
Tilbage
til Svenske Dagfjärilar
Home tilbage til forsiden
|