Skyggerandøje, Lopinga achine (Scopoli, 1763), ssp. suecica (Bryk, 1951).
Udseende: Er gråbrun på vingeoverside med store sorte gulringet øjepletter i indre sømfelt med lys smal bånd i ydrefelt fra forvingekant ned til midt på vingen.
På vingeunderside går mønstre igennem, på bagvinge er de sorte gulringet øjepletter omgivet af et hvidt ydre- og sømfelt. med 2 gule sømkantbånd og hvide frynser.
Kønnene er ens, hunnen lidt større end hannen med tykkere bagkrop og mere rundvinget. Vingefang; 43 - 50 mm.

Habitat: Flyver i blandet løvskov på kalkrig grund inde i skyggen imellem træer og buske i skovlysninger og langs grusveje domineret af eg med lysninger omkranset af Hassel-buske, hvor værtsplante vokser nedenunder.

Adfærd: Hannerne klækker en uge før hunnerne og ynder at sidde på de solbeskinnede hasselblade i en meters højde, flyver gerne igennem skyggen til næste lysning, ynder bladlushonning som ofte falder ned på oversiden på hasselblade, går sjælden til blomster. Randøjen tiltrækkes af blødende døende træer der er angrebet af glassværmere som Seljepil, Salix caprea hvor de kan sidde i antal og suge.

Flyvetid: fra sidste uge i juni til sidst i juli.

Værtsplante: I Sverige er det Bakke-Star, Carex montana. I resten af Europa bruges også Skov-Stilkaks, Brachypodium sylvaticum og Bakke-Stilkaks, Brachypodium pinnatum.

Udbredelseskort over Lopinga achine. Marts 2017. Illustrator; Lars Andersen

Udbredelse i Nordeuropa:
Ssp. suecica (Bryk, 1951)
findes lokalt udbredt i det østlig Sverige syd for Linköping fra Skeda Udde, Bjärka-Säby til Östra Ryd og Myrstad syd for Söderköping, Östergötland.
Tidligere fandtes den ved Ringsjön i Skåne indtil 1916.
Er mindre end nominatformen.

Man betragtede arten for uddød i Sverige efter 1916 indtil Helge Rambring overraskende opdagede en stor bestand ved Buttle på Gotland d. 6 juli 1949, som blev navngivet til
Ssp.: rambringi (Bryk, 1951)
Underarten ssp.: rambringi er senere blevet underkendt, da den Gotlandske bestand ligner de Mellemeuropæiske bestande.

I 1955 genopdages ssp.: suecica ved Linköping hvor den også forekom i det forrige århundrede.

Ssp. achine (Scopoli, 1763).
Er udbredt i det sydlige Finland, de Baltiske lande og Polen hvor den kendes fra Bialovieza skovene.

Verdensudbredelse:
Videre udbredt i Øst/Centraleuropa ned til Sydtyrol i det nordlige Italien. Det nordlige Balkan, Ukraine, Rusland, det centrale Asien til Amur, Ussuri, Sakhalin, Korea og Japan.

Andre danske navne: Tidligere dansk navn: Storøjet Randøje indtil 1981. Det nuværende navn Skyggerandøje findes i "Skandinaviens Dagsommerfugle i Naturen" af Henriksen, H. J. & Kreutzer, Ib,. 1982.

Hedder dansk: Skyggerandøje. På svensk: Dårgräsfjäril. På finsk: Kirjopapurikko.
På estisk: Sõõrsilmik. På letisk: Garšas samtenis. På litauisk: Akiuotasis satyras.
På polsk: Osadnik wielkooki. På tysk: Gelbringfalter. På hollandsk: Boszandoog.
På fransk: Bacchante. På engelsk: Woodland Brown. På spansk: Bacante.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Woodland Brown, Lopinga achine (Scopoli, 1763),

íNaturalist.org
began as the Master's final project of Nate Agrin, Jessica Kline,
and Ken-ichi Ueda at UC Berkeley's School of Information in 2008.
Woodland Brown, Lopinga achine (Scopoli, 1763),

Woodland Brown flying in mixed deciduous forests on calcareous grounds in the shadows between the trees and bushes in forest clearings and along gravel roads dominated by oak with clearings surrounded by Hazelnuts-bushes where Soft leaves Edge, Carex montana grows below.

Found in Sweden south of Linkoping and Gotland where it was discovered as recently as 1949. Previously, there was a population of Ringsjön in Skåne back in 1800 century. Otherwise, widespread in southern Finland, the Baltic countries and Eastern / Central Europe down to South Tyrol in northern Italy.

Most of the suitable habitats for the species have been transformed to gardening in central an eastern Europe.

Is protected in all EU countries. Habitats Directive IV.

Fridlysta Ryggradslösa djur i Östergötland

Nedan följer en lista över de nationellt fridlysta ryggradslösa djurarter som finns i Östergötland. Fler nationellt fridlysta arter finns i andra delar av Sverige. Det är förbjudet att inom landet döda, skada, fånga eller på annat sätt insamla vilt levande exemplar av dessa. Det är också förbjudet att ta bort eller skada dessa arters ägg, rom, larver eller bo.

Apollofjäril Parnassius apollo
Bred gulbrämad dykare Dytiscus latissimus
Bred paljettdykare Graphoderus bilineatus
Citronfläckad kärrtrollslända Leucorrhina pectoralis
Dårgräsfjäril Lopinga achine
Ekoxe Lucanus cervus
Grön mosaiktrollslända Aeshna viridis
Läderbagge Osmoderma eremita
Svartfläckig blåvinge Maculinea arion
Bred kärrtrollslända Leucorrhina caudalis
Pudrad kärrtrollslända Leucorrhinia albifrons

Skovrandøje

Vejrandøje

Skov-Vejrandøje

Bjerg-Vejrandøje

Skyggerandøje

Skyggerandøje fundet i Danmark? Dette danske fund af Storøjet Randøje /Skyggerandøje, Lopinga achine fra Lyngby Mose, juni 1895 blev offentliggjort 1903 i Entomologiske Meddelelser af K. Wulff som opgav fundet fra anden samler. Man godtog dengang uden videre fundet, og det havde man god grund til. Så meget kan man sige om sagen at K. Wulff har handlet i god tro.

Med kendskab til population som fandtes ved Ringsjön i Skåne, måtte det danske fund være i orden. Populationen ved Ringsjön, Skåne var hyppig indtil 1916 hvor den forsvandt.

Sidst i 50'erne besøgte Helge Rambring Zoologisk Museum i København for at studere det danske fund, og kunne se den ligner dem fra de Mellemeuropæiske populationer. Enten er eksemplaret fanget sydpå og er meldt fundet i Danmark med falsk etiket. Eller der er indført græs med æg eller larve sydfra. Det vil nok aldrig blive opklaret, dog kan man sige om samleren som har fanget den, havde flere tvivlsomme fund stående?

Reference; Torben W. Langer "Nordens dagsommerfugle" 1958.

Før agerbruget var det temperede Europæiske landskab præget af mosaik-løvskove med mindre og større lysninger til stepper, skabt af de store græsædere som urokse, bison, heste og kæmpehjort med flere. Hvor man kunne se Skyggerandøje flyve omkring i Hasselbuske langs lysninger.

Med en skulderhøjde på op til 180 cm hos tyre og 155 cm hos køer, var det en af de største planteædere i holocæn; den havde massive aflange og brede horn, der nåede 80 cm i længden.

Landskaber i Europa har sandsynligvis bestået af tætte skove gennem store dele af de sidste par tusinde år. Urokserne har sandsynligvis brugt flodskove og vådområder langs søer. Pollen fra for det meste små buske fundet i fossilholdige sedimenter med urokserester i Kina indikerer, at det foretrak tempererede græsklædte sletter eller græsarealer, der grænsede op til skove. Den har muligvis også levet i åbne græsarealer. I den varme atlantiske periode af Holocæn var det begrænset til de resterende åbne land- og skovkanter, hvor konkurrencen med husdyr og mennesker gradvist øgedes, hvilket førte til en successiv tilbagegang af urokserne.

Udryddelse:
I det sydlige Sverige var uroksen til stede under det holocæne klimaoptimum indtil mindst 7.800 år BP. I Danmark skete den første kendte lokale udryddelse af uroksen efter havniveaustigningen på de nydannede danske øer omkring 8.000–7.500 år BP, og de sidste dokumenterede urokser levede i Sønderjylland omkring 3.000 år BP. Det seneste kendte uroksefossil i Storbritannien dateres til 3.245 år BP, og det var sandsynligvis udryddet for 3.000 år siden.

Den gradvise udryddelse af urokserne i Centraleuropa skete samtidig med rydningen af store skovområder mellem det 9. og 12. århundrede. Bestandene i Ungarn faldt siden mindst det 9. århundrede og var uddød i det 13. århundrede. Subfossile data indikerer, at den overlevede i det nordvestlige Transsylvanien (i Rumænien) indtil det 14. til 16. århundrede, i det vestlige Moldavien (også i Rumænien) indtil sandsynligvis det tidlige 17. århundrede, og i det nordøstlige Bulgarien og omkring Sofia indtil det 17. århundrede højst. Et uroksehorn fundet på et middelalderligt sted i Sofia indikerer, at det overlevede i det vestlige Bulgarien indtil anden halvdel af det 17. til første halvdel af det 18. århundrede.

Den sidst kendte urokseflok levede i en sumpet skov i Polens Jaktorów-skov. Det faldt fra omkring 50 individer i midten af det 16. århundrede til fire individer i 1601. Den sidste urokseko døde i 1627 af naturlige årsager.

Udbredelse: Fra de sydlige Uralbjerge over det sydlig Siberia til Ussuri og Amur, Mongoliet, Kina til Korea og Japan.

GBIF: Global Biodiversity Information Facility.
World distribution:
Eastern Woodland Brown, Lopinga deidamia (Eversmann, 1851).

íNaturalist.org
began as the Master's final project of Nate Agrin, Jessica Kline,
and Ken-ichi Ueda at UC Berkeley's School of Information in 2008.
Eastern Woodland Brown, Lopinga deidamia (Eversmann, 1851).