Moseperlemorsommerfugl, Boloria
aquilonaris
(Stichel,
1908).
Udseende:
Kønnene er ens, hannen er
med mindre sorte pletter på overside,
okkerfarvet til rødlig, kendes på at
bagvinge forkant har skarp hjørne, som
den deler med Fjeldperlemorsommerfugl.
Den
kendes på at forvinge sorte pletter i
midterfelt er sammenhængende, brede og
kantet.
Hvor
de på Fjeldperlemorsommerfugl, Boloria
napaea er smalle og mere
sammenhængende.
Bagvinge
underside er med mest røde pletter,
mindre gult og små sølvpletter.
Vingefang: 29 - 37 mm.
Habitat: Det er
højmose, hedemose og fjeldmose.
Adfærd: Den
flyver hurtigt lavt over sækken, er ret
svær at følge med øjnene, og når den
sætter sig nede imellem planterne
forsvinder den foran en.
Sommerfuglen besøger blomster som Kragefod,
Comarum palustre.
Mosebølle,
Vaccinium uliginosum
og Tranebær,
Vaccinium oxycoccos.
Sidst på flyvetiden kan man træffe dem
på blomsterrige enge uden for højmosen
hvor de ofte sidder på Blåhat,
Knautia arvensis.
Flyvetid: Er fra
midt juni frem til midt juli.
Værtsplante:
Larven lever på Tranebær,
Vaccinium oxycoccos.
På fjeldet i det nordlige Skandinavien
lever den også på Rosmarinlyng, Andromeda
polifolia.
Æg, larve og
puppe: Æg lægges enkeltvis på blade og
stilke, klækker efter 3 til 5 uger,
larven tager ingen føde til sig, men
går straks i dvale på underside af et
tranebærblad som den spinder sammen.
Efter varmen kommer tilbage i april-maj,
begynder larven at spise, og er
fuldvoksen efter ca. 2 måneder i det
sydlige Norden.
I fjeldet og arktisk overvintre larven en
vinter til, og er 2 årig.
Puppetiden varer ca. 2 til 3 uger hængt
op i gren.
Fjender: Snyltehvepse, Ichneumon
sp. Myrer, guldsmede, jagtedderkopper,
kamæleonedderkopper, tragtedderkopper og
Soldug,
Drosera
sp.
Moseperlemorsommerfugl
Nordeuropæisk
udbredelseskort lavet af Lars
Andersen oktober 2017.
Nordeuropæisk
udbredelse: Er den mest almindeligste
udbredte perlemorsommerfugl i Norge,
Sverige og Finland.
Mangler i Storbritannien. Enkelt
lokalitet øst for Rouen i
Haute-Normandie, samt Ardennerne i
Frankrig og Belgien. Enkelte lokaliteter
i Drenthe det nordlig Holland. Enkelte
lokaliteter ved Bremerhaven, Kiel og øst
for Lüneburger Heide, samt i det
nordlige Polen og de Baltiske lande.
| Udbredelse:
1915 |
1990 |
2005 - 2014 |
|
 |
| Kort lavet af; Magnus Vest
Hebsgaard d. 21 February
2015 |
Dansk udbredelse:
Findes stadigt i mange høj- og hedemoser
i Jylland.
4 lokaliteter på Fyn; Ravnebjerg Mose,
Skovholmmosen, Sellebjerg Skov. Snarup
Mose & Storelung.
En lokalitet tilbage på Sjælland; Kirkemosen, Ryegård
Dyrehave og er set på Bullevad Bakke syd
for i 2018.
Er forsvundet
fra Skidendam, Teglstrup Hegn 2016†.Ny Krogstrup Mose 2015† og i
Holmegård Mose sidst set i 2007†.
Er forsvundet fra Falster & Als.
Verdensudbredelse:
Det centrale Europa fra Massif Centrale,
Jura, Alperne, Østeuropa til Rusland,
Ural, Kasakhstan, det vestlige Sibirien
til Altaj. Amur, det østlige Yakutia,
Kamchatka og Magadan.
Synonymer; Argynnis
arsilache. Boloria
sifanica. Boloria
pales. Boloria
alethea.
Tidligere danske navne: Sumpperlemorfugl og Moseperlemorfugl.
Tidligere
svensk navn før 2005: Allmän
gulfläckig pärlemorfjäril.
Navneændringer
på svenske fjärilar 2004 av Ulf
Gärdenfors & Mats
Lindeborg
På dansk hedder den: Moseperlemorsommerfugl. På
norsk: Myrperlemorvinge.
På
svensk: Myrpärlemorfjäril. På
finsk: Suohopeatäplä.
På estisk: Sootäpik.
På lettisk: Dzervenu raibenis.
På litauisk: Palinis
perlinukas. På polsk: Dostojka
akwilonaris.
På tysk: Hochmoor-Perlmutterfalter.
På nederlandsk: Veenbesparelmoervlinder.
På fransk: Nacré de la Canneberge.
På engelsk: Cranberry Fritillary.
Lignende arter. Fjeldperlemorsommerfugl, Boloria
napaea.
Fredning: Retsinformation
Miljøministeriet. BEK nr 257 af 14/02/2021
Artfredningsbekendtgørelsen.
GBIF:
Global
Biodiversity
Information
Facility.
World distribution:
Cranberry Fritillary,
Boloria aquilonaris
(Stichel,
1908).
íNaturalist.org
began as the
Master's final project of Nate Agrin, Jessica
Kline,
and Ken-ichi
Ueda at
UC Berkeley's School of Information in 2008.
Cranberry
Fritillary,
Boloria aquilonaris
(Stichel,
1908).
|
