Udseende: Er okkerorange på overside, bagvinge underside som er grårød med sorte pletter i sømfelt som variere fra næsten manglende til større sorte øjepletter med hvid kerne.
Forvinge underside er okkerrød.

Vingefang: 30 -38 mm.

Habitat: Høj-  og tørvemoser helt ude i sækken med rigeligt med kæruld! Så det er en våd fornøjelse på gyngende grund når man gerne vil se den tæt på, den er sky og vanskelig at fotografere.
Deler habitat med Moseperlemorsommerfugl og Bølleblåfugl.

Adfærd: Hanner flyver hoppende rundt ude i sækken søgende efter parringsvillige hunner, så snart en sky går foran solen ryger den straks ned i tørven. Parret hunner flyver til blomster som Klokkelyng, Erica tetralix og Rosmarinlyng, Andromeda polifolia, er meget lokalitetstro og flyver ikke ud af mosen.
I det meste af Europa når Moserandøje sidder hvilende i græsset, hvor der kan forekomme angreb fra frøer og firben, kan den som forsvarsmekanisme løfte forvinge frem fra den dækkende bagvinge for at vise den store øjeplet og røde farve på forvinge underside for at skræmme dem. 
I den nordlige udbredelse i Skotland og Lapland er det ikke nødvendig med øjeplet på forvinge underside, da der er langt færre til manglende firben og frøer.

Flyvetid: Er i juni/juli.

Æg, larve og puppe: Æg lægges enkeltvis til fire styk på samme strå, højt oppe på græsset som klækker efter to-tre uger. Larven vokser langsomt, og overvintrer som halvvoksen i tuer af Star. Kan tåle længere oversvømmelse om foråret når sneen smelter. I sidste stadie kravler larven højt op i star eller busk til forvandling over højvande i mosen. Puppetiden tager omkring to-tre uger. Larven er flerårig i arktisk.

Værtsplante: I Norden lever larven lever på Grå-Star, Carex canescens. Tråd-Star, Carex lasiocarpa. Tue-Kæruld, Eriophorum vaginatum og Smalbladet-Kæruld, Eriophorum angustifolium.

Parasitter: Snyltehveps Agrypon delarvatum som er hyperparasit i andre snyltehvepse larver som for eksempel Snyltehveps Casinaria petiolaris der er larve- og puppeparasit på Moserandøje.

Kort lavet af; Lars Andersen februar 2017

Nordeuropæisk udbredelse:

Ssp. scotica (Staudinger, 1901);
Det nordlige Skotland, Hebriderne og Orkney Øerne.
Underarten minder meget om ssp. isis fra Norge og Sverige.

Ssp. polydama (Haworth, 1803);
Wales, nordlige England til sydlig Skotland og Irland.

Ssp. davus (Fabricius, 1777);
Nordvestlig til centrale England. Drenthe i Friesland, Holland. Det nordlige Tyskland op til Sønderjylland, Fyn; 1980†, Danmark. Og videre udbredt i Polen og Østeuropa.
Er den mest farverige med store øjepletter med hvid kærne på bagvinge underside.

Ssp. tullia (Müller, 1764) typedyr Frederiksdal;
I Danmark findes den flere steder i Jylland, men er truet af dræning og kvælstofforurening. Er også på Læsø, Rømø & Fanø. På øerne øst for Jylland er der kun en bestand tilbage på Sjælland i Holmegårds Mose, var tidligere udbredt på Sjælland mange steder indtil 50'erne, sidste lokalitet i Nordsjælland var Skidendam, Teglstrup Hegn; 1978†. Er først fundet og beskrevet fra Frederiksdal, Nordsjælland i 1764.
Forsvundet fra Fyn, Møn og Falster i Horreby Lyng samtidigt med Stor Ildfugl: 1955†.
Videre udbredt i det sydlige Sverige op til Mellemsverige hvor der er gradvise overgangsformer til ssp. isis. Har enkelte øjepletter med hvid kærne på bagvinge underside.

Ssp. isis (Thunberg, 1791);
Det sydlige Norge til Trøndelag, Mellemsverige, Finland, de Baltiske lande. det vestlige Rusland til sydlige Ural.
Mindre end ssp. tullia med mindre øjepletter eller manglende på bagvinge underside.

Ssp. orstadii (Wahlgren, 1930); Nordsverige og Nordfinland . Er næsten uden gul farvning på oversiden. Undersiden er hvidgrå uden øjepletter.

Verdensudbredelse: Har en Holarktisk udbredelse fra det østlige Frankrig, det centrale til østlig Europa, Rusland til Kaukasus, Sibirien til Mongoliet.
Videre udbredt i det nordlige Amerika fra Alaska til Ottawa, det østlige Canada, og videre sydover til prærien og Californien.

Status: Tørvegravning, dræning og tilplantning af højmoser har været hård ved de 3 højmosedyr; Moserandøje, Moseperlemorsommerfugl og Bølleblåfugl. Nu om dage er de fleste tilbageværende højmoser beskyttet af lovgivningen, men dræning udtørre dem stadig, og højmoserne vokser til i skov. Luftens forøgede indhold af kvælstoffer har også påvirket floraen i højmosen og er med til at de går i skov.

Synonym: Coenonympha tiphon, C. davus og C. isis.

Andre danske navne: i 1806 kaldte Obdrup den bruun dagsværmer og L. P. Jensen den almindelig dværgøje i 1902.

Hedder på dansk: Moserandøje. På norsk: Myrringvinge. På svensk: Starrgräsfjäril.
På finsk: Saraikkoniittyperhonen. På estisk: Villpea-aasasilmik. På lettisk: Purva siksamtenis.
På litauisk: Pievinis satyriukas. På polsk: Strzepotek soplaczek. På tysk: Grosses Wiesenvoegelchen.
På nederlandsk: Veenhooibeestje. På fransk: Fadet des tourbières. På irsk: Fraochán Mór.
På engelsk: Large Heath.

Lignende art i Danmark: Okkergul Randøje.

Fredning: Arten er på Naturstyrelsens arealer fredet, det er ikke tilladt at
indsamle rødlistede dagsommerfuglearter siden sep. 2017.

Portlandmosen, Lille Vildmose. Danmarks største højmose. Levested for bølleblåfugl, moseperlemorsommerfugl og moserandøje. Alle (undtagen argusblåfugl) sås denne dag. Citat; Magnus Vest Hebsgaard