Udseende: Hannen er på oversiden dyb mørkeblå, hunnen er kun blå på forvinge midterfelt. Underside er sølvgrå med hvid linje i ydrefelt med orange plet i analcelle på bagvinge sømfelt ved hale.
Vingefang: 29 - 35 mm.

Habitat: Er egetræer og asketræer i blandingsskov langs sydvendte skovbryn, egekrat, flådeskove og parker.

Adfærd: Er tæt knyttet til egetræet som er dens værtstræ.
Men flyver også omkring elm, de høje ask og spiselig kastanie hvor den sidder og suger honningdug af bladlus der ligger som tynd film hen over bladene. De tilbringer størstedel af dagen hvilende oppe i egetræets krone, hvor de hviler sig, solbader med udbredte vinger, eller sugerhonningdug på bladene. Ind imellem flyver de ud fra grenene, og især om eftermiddagen kan der være livlig flyvning. I gode år ses den ofte i guilandeflugt , hvor 10 til 20 dyr flyver tæt op ad hinanden, ligesom på en snor.

De sutter især på "Ananas Galle" fra Artiskokgalhveps, Andricus fecundator “Egerose”, “Egekogle” eller “Ananas Galle”. Ege-rosen også kaldet “Egekogle” eller “Ananas Galle” findes på unge skud fra først på sommeren og et godt stykke hen på efteråret.
De sutter på modne kirsebær, og kommer ned på brombærblade og tjørn. De besøger rejnfan og tørst i blomst, eller lokkes til med rødvinsnor. Ude på heden og i de Jyske Egekrat hvor egen er lavere, er det nemmere at komme tæt på Blåhale.

Flyvetid: i juli/august til ind i september. 

Værtsplante: Larven lever på Vintereg, Quercus petraea og Stilkeg, Quercus robur.
I det sydlig til centrale Europa også på Duneg, Quercus pubescens.
I parker i Danmark og Tyskland er den også på Frynseeg, Quercus cerris som er en tyrkisk til asiatisk art. Og Rødeg, Quercus rubra som hører hjemme i det østlige USA og Canada.

Æg, larve og puppe: Lægges på næste års blomsterknopskud på sydvendte grene. Larven overvintre i ægget, kommer frem først i maj når egeknopperne begynder at svulme. Larven borer sig ned i massen af egeblomster. Når knopperne brister, har larven allerede i tredie stadie, og har fået den typiske bænkebiderfacon. I sidste stadie dumper den ned på jorden for at forpuppe sig mellem vissent løv eller myrereder.

Myrmecophile relationer: Myrer, som fouragerer på egetræer for at få honningdug fra bladlus, går også efter Blåhale larver, da de afgiver et sødt sekret stof, som myrerne også spiser.
Dette stof ligner kemisk den saft, som bladlus konverterer til honningdug.
For at Blåhale larven kan sameksistere med myrer, har de udviklet metoder til at beskytte sig selv mod angreb.
De har udviklet en hud, der er omkring 5 gange tykkere end hos andre sommerfugle larver, og de er således mere modstandsdygtige over for myrebid.
En anden tilpasning er udviklingen af hårde kødfulde skørter langs den midterste del af maven. Disse gør det muligt at forsegle kroppen mod underlaget, hvilket gør det sværere for en myre at vende larven om for at nå den bløde bug.
Myrer har akut syn og tendens til at løbe i retning af bevægelige objekter, så Blåhale larven gør sig mindre synlig med en langsom ensartet glidende bevægelse hen over bladet.

Læs mere om Myrmecophile relationer her.

Blåhale nordeuropæisk udbredelseskort lavet af; Lars Andersen januar 2017

Udbredelse: Fra Skagen til Gedser i de danske løvskove, blandingsskov og omkring enkeltstående Egetræer, som kan huse sin egen bestand af Blåhale som i Universitetsparken, København. Eller ud på små isolerede øer, bare der er et par egetræer som i den lille skov oppe på den nordlige del af Saltholm.

Verdensudbredelse: Er udbredt i hele Europa med nordgrænse for eg i Bretagne, Irland, Skotland og det sydøstlige Norge, i Sverige op til sydlig Värmland, nordøstlig Västmanland, sydøstlige Dalarna og sydlig Gästrikland. Den er også fundet enkelte gange i Umeå, Västerbotten. Det sydlige Finland over til dens østgrænse for udbredelse i de sydlige Uralbjerge, Tyrkiet og Armenien.

Synonym: Quercusia. Neozephirus. Neozephyrus. Thecla. 

Tidligere danske artsnavne: Ege-zephyr og Violplet.

Hedder på dansk: Blåhale. På svensk: Eksnabbvinge. På norsk: Eikestjertvinge.
På finsk: Tamminopsasiipi. På litausk: Ažuolinis Zefyras. På polsk: Pazik debowiec.
På tysk: Blauer Eichen-Zipfelfalter. På nederlandsk: Eikenpage. På fransk: Thécla du Chêne.
På irsk: Stiallach Corcra. På engelsk: Purple Hairstreak. På spansk: Nazarena.

Lignende arter: I Asien til Japan findes der Orientalsk Blåhale, Favonius orientalis (Murray, 1875). Safirhale, Favonius saphirinus (Staudinger, 1887) & Tyrkishale, Favonius taxila (Bremer, 1861).

Der findes på den Iberiske halvø og sydlig Frankrig en busksommerfugl hvis larve lever på ask, det er Askesommerfugl, Laeosopis roboris.

Svend Rastrup Andersen; Efter en sommer med egetræerne fulde af Blåhaler, lykkedes det mig endelig at finde nogle ege, hvor dens æg er til at se.

Hanne Christensen har læst korrektur i Myrmecophile relationer tekst.
Tusinde tak skal du ha Hanne.