Dagpåfugleøje, Aglais io. (Linnaeus, 1758).

Udseende: Jeg glemmer aldrig første gang jeg så denne sommerfugl som dreng tilbage i Brøndbyøster, 1962 i mit første skoleår, det var en oplevelse som jeg den dag i kan huske som det var i går! Dens blå øjne på den rødbrune farve, med lidt gult og sorte tegninger er et fantastisk syn. Derimod er undersiden sortmarmoreret diskret tegnet.

Bestemmelse af køn hos Dagpåfugleøje og Admiral med flere arter i Takvingefamilie kræver et nærfoto af forbenene. Hanner har her flere hår og færre segmenter på de korte forben end hos hunner.

Et nærfoto af sommerfugls bagkrop anal-ende kan afgøre om der findes "claspers". Hannen har disse "claspers" som er nogle små tænger eller "klosakse" som hannen bruger til at fastholde hunnen med under parringen.

Generelt er takvingehunner større og mindre spidsvinget end hannerne. Men det er ikke en 100% sikker metode og kræver jo at man har flere dyr at sammenligne med. I yngletiden kan man afgøre kønnet på adfærden. Hannen er territorial og kampe om territorium afgøres ved en karakteristisk spiralflugt.

Vingefang: 55 - 65 mm. 

Habitat: Dagpåfugleøje findes på frodige skovenge, langs skovbryn, lavninger og langs vandhuller. Om sensommeren ses de også i haver, parker og kan trække ud på de små øer overalt i det danske landskab.

Adfærd: De nyklækkede dyr sidder i juli på tidsler & hjortetrøst, i august søger de ind til
haver hvor de ynder at sidde på gyldenris, asters og især sommerfuglebusk, buddleia
hvor de sidder sammen med Nældens Takvinge og Admiral.
Dagpåfugleøje går ikke til rådnede frugter og sukkerlokning.

I september går de til overvintring i menneskeskabte miljøer som brændestabler, udhuse, under barken på gamle træer, ofte sidder de sammen i små flokke på deres vinterhi, hvis så en mus forsøger sig, kan de rasle med vingerne så det lyder som en lavfrekvendt hvæsen, som skræmmer musen væk!.

I marts/april når solen får magt, kan man se Dagpåfugleøje sidde på pilerakler, annemone, kodriver, følfod, stedmoderblomst og senere på mirabel & mælkebøtte.

Flyvetid: er en generation fra midt juli til ind i september hvor de går til overvintring til næste forår, hvor de kan flyve til midt juni.
De kan på lune og solrige dage midt om vinteren komme frem og nyde solen.

Værtsplante: Det er om foråret at de parrer sig og lægger æg på Brændenælde, Urtica dioìca,
mindre på Liden Nælde, Urtica urens, sjældent på Humle, Humulus lupulus.

Æg, larve & puppe: Larven klækker i midt juni til 2 uge af juli, i starten er de samlet i små kolonier,
beskyttet af et spind de selv laver, i det sidste larvestadiet lever de mere spredt på planten.
Puppestadie varer 2 til 4 uger efter temperaturen. Lige før klækning ses farver i vingeskede.

Parasiter: Er plaget af snyltehvepse, Trichogramma species. Man kan opleve dette drama på nært hold, for når en Dagpåfugleøje larve bliver angrebet af en snyltehveps tæt på, prøver larven at kaste med kroppen, så hvepsen ikke kan nå at lægge et æg, desværre er hvepsen stædig! Jeg gætter på at sciencefiktion filmen "Aliens" har fået deres inspiration fra dette drama! 

Dagpåfugleøje Nordeuropæisk udbredelseskort lavet af Lars Andersen september 2017

Udbredelse: Findes almindelig udbredt i kulturlandskabet overalt i Danmark, dog mindre hyppig på den jyske vestkyst. I kølige somre som i 2003 og 2012 var den næsten helt væk! Er kendt for at trække og genkolonisere områder som den ellers er forsvundet fra. Og i Norden findes den i det sydlige Norge og op til 63° i Sverige & Finland.

Er fundet enkelte gange på Færøerne, 2004 & Island, 1938 & 1996.

Verdensudbredelse: Findes udbredt i resten af Europa, undtagen det nordlige Skotland. I Middelhavet mangler den på Kreta og flere mindre øer. Findes videre udbredt igennem det temperede Asien til Japan.

Der er i Canada fundet 1 stk. Dagpåfugleøje på Ile-Charron en ø i St. Lawrence floden nær shipping-dokkene i Montréal d. 21 maj 1997 af Jacques Leclerc. Man formoder at den er shipassisted fra Europa?

Navne: synonym; Inachis io.

Danske navne: Allerede i Linnés "Fauna Suecica" 1746 nævnes ocules pavonis der oversat betyder påfugleøje. Det nuværende næsten samme navn Dagpåfugleøjet, Vanessa io nævnes i "Danske Sommerfugle" 1885 af Severin Petersen. Kun L. P. Jensen har vovet i 1945 at kalde den påfugletakvinge.

Hedder på islandsk: Páfiðrildi. På færøsk: Páfirvaldur. På norsk: Dagpåfugløye.
På svensk: Påfågelöga. På finsk: Neitoperhonen. På estisk: Päevapaabusilm.
På lettisk: Acainais raibenis. På litauisk: Spunges. På polsk: Rusalka pawik. På tysk: Tagpfauenauge.
På hollandsk: Dagpauwoog. På fransk: Paon du Jour. På italiensk: Vanessa io. På spansk: Pavo Real.
På irsk: Péacóg. På engelsk: Peacock.

Lignende arter: Der er ingen andre arter der minder om Dagpåfugleøje, selv dens nærmeste slægtning Nældens Takvinge, Aglais urticae er meget anderledes i udseende.

Færøerne

Så mit første levende eksemplar, af dagpåfugleøje i dag heroppe i Nordatlanten. Den sad lige så fræk og solbadede på min husvæg, i panik og med en puls på 180 satte jakten ind, desværre vandt den. Så desværre intet bevis. Men der er træk heroppe af både fugle, svirrefluer og sommerfugle.  Har taget mit første eksemplar af occulta, og formentlig også leucostigma. Det blir spænnende hvad natten vil byde på.

Observatör: Hans Eli Sivertsen (rapporterad: 2004-08-10)

Klippet fra Lepidoptera's se Observationer fra Danmark.  Lars Andersen 1 september 2004

_______________________________

Livfrøði i Føroyum: Er eina ferð sæddur at have fingið avkom undan i tvibýlisnotum Urtica dioica i Haldarsvik i 1992.

Viðmerkingar: Páfirvaldar eru vanligasta inslødda slagið i álvaættini.

"Firvaldar" 2010 af Jens-Kjeld Jensen